Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Abracadabra – billige boliger

Passer det når Københavns Overborgmester Frank Jensen siger at han har skaffet hele 3.391 billige boliger til almindelige mennesker? Nej. Det er et politisk illusionsnummer

»Når vi med lettelse ser, at den oversavede dame alligevel er helt uskadt, vil vi, når Borgerrepræsentationen åbner deres magiske æske, opleve, at den er fyldt med tabte ejendomsværdier for milliarder, urentable boliger, mistede arbejdspladser og ikke mindst en stavnsbinding af tusindvis af tilfældigt udvalgte familier, der har fået fjernet deres økonomiske eksistensgrundlag, og hvor mange reelt er blevet ruineret.«Foto: Katrine Emilie Andersen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I den seneste tid har man i medierne med forundring kunnet læse om, at det nu er lykkedes Københavns Borgerrepræsentation med overborgmester Frank Jensen i spidsen, at gøre, hvad Ritt Bjerregaard og tidligere borgerrepræsentationer ikke formåede.

Med et trylleslag har de skaffet hele 3.391 billige boliger til »almindelige mennesker« i København. Dette uden at det koster Københavns Kommune så meget som en krone. Faktisk står kommunen til at kunne tjene milliarder på dette politiske tryllenummer. Men som så ofte før, når noget lyder lidt for godt til at være sandt, viser det sig da også denne gang, at sandheden er en noget anden, og at de menneskelige, samfundsmæssige og politiske konsekvenser af dette illusionsnummer er langt mere alvorlige end bare at skaffe »billige boliger til almindelige mennesker«.

Når vi med lettelse ser, at den oversavede dame alligevel er helt uskadt, vil vi, når Borgerrepræsentationen åbner deres magiske æske, opleve, at den er fyldt med tabte ejendomsværdier for milliarder, urentable boliger, mistede arbejdspladser og ikke mindst en stavnsbinding af tusindvis af tilfældigt udvalgte familier, der har fået fjernet deres økonomiske eksistensgrundlag, og hvor mange reelt er blevet ruineret.

Læs også: Andelsboliger fanget i kommunalt dobbeltspil

I 1920erne gav staten og kommunerne tilskud til en række byggerier for at sikre boliger til mindrebemidlede. Tilskuddet var på 20 pct. af prisen, og som modydelse krævede de, at et eventuelt overskud ved senere salg af boligerne skulle tilfalde dem. Overskuddet blev defineret som forskellen mellem en fremtidig salgsprisog det, de oprindelige ejere betalte tilbage i 1920erne.

Klausulerne betyder reelt, at stat og kommune ikke alene kan tage 100 pct. af fortjenesten ved de almindelige prisstigninger i ejendomsmarkedet, men også 100 pct. af inflationsstigningen gennem nu mere end 90 år. Dette uden at hverken stat eller kommuner i de forløbne år har haft udgifter til hverken vedligehold eller til skatter og afgifter for deres del af ejendomsværdien, som skiftende brugere af boligerne har betalt.

I 1998 frafaldt staten og efterfølgende de fleste kommuner da også retten til at udnytte disse klausuler. Men ikke København, hvor man nu ser klausulerne som midlet til, langt om længe, at kunne indfri et mangeårigt løfte om »billige boliger«. 3.002 boliger har i dag en sådan klausul i København. Hertil kommer 389 boliger i Grøndalsvænge, hvor klausulerne, selv om de ikke giver kommunen ret til et eventuelt overskud og inflationstilskrivning, har den samme økonomiske konsekvens for andelshaverne, som for de øvrige 3.002 boligejere.

På trods af, at Kommunen i en lang årrække har udvist passivitet i håndhævelsen af klausulerne, fik kommunen i marts måned Højesterets ord for, at de stadig er gældende. Som konsekvens heraf, kan kommunen nu hos de 112 familier, der tilfældigvis bor i foreningen AB København & Omegn inddrage en fortjeneste på 36.656.000 kr.for en investering på bare 340.000 kr. Eller med andre ord en forrentning på mere end 1.000 pct.

Læs også: Milliardopgør om andelsboligforeninger

De 112 boliger udgør kun en meget lille del af de 3.002 boliger, som klausulerne omhandler. Lægger man dertil de knap 393 millioner kroner, som kommunen forsøger at få slettet ejendomsværdier for i Grøndalsvænge, er der ingen tvivl om, at man er i gang med at fjerne værdier for milliarder i København.

Med kommunens pludselige håndhævelse af klausulerne, står tusindvis af københavnske familier nu til at miste alt, hvad de ejer og har, uden mulighed for at sælge deres bolig uden tab, eller for at låne til hverken vedligehold eller forbedringer. Alt sammen mens værdien af deres bolig falder i takt med inflationen.

Når 3.391 boliger ikke bliver vedligeholdt og forbedret i de næste mange år, kommer det uundgåeligt til at koste mange arbejdspladser, særligt for de små lokale håndværksmestre rundt omkring i København. Som de eneste boligejere i Danmark må disse tilfældigt udvalgte familier nu leve med, at netop deres bolig tilfældigvis har en negativ værditilvækst, og at netop de er blevet udvalgt til at finansiere »social« boligpolitik i København. Kommunen har ikke pligt til at håndhæve disse klausuler, så når de vælger at gøre det, er det et bevidst politisk valg. Hvilket Morten Kabell da også flere gange bekræftede i Ekstra Bladet 27. juni, hvor han henholder sig til, at et flertal i Borgerrepræsentationen har pålagt ham at skaffe mulighed for, at også »almindelige mennesker« kan få en god og billig bolig i København.

Man må dog spørge sig selv om, hvem disse »almindelige mennesker« egentlig er, og hvordan er han egentlig er kommet frem til, at netop disse familier ikke hører ind under den kategori, og derfor, uden videre, kan udvælges til at skulle finansiere en politisk mærkesag?

Sandheden er nok, at han og andre på rådhuset slet ikke har tænkt over, hvem de rammer med deres beslutning. For, tilfældigt udvalgte som de er, udgør disse husstande et pænt gennemsnit af netop almindelige mennesker i København. Børnefamilier, enlige, studerende, pensionister, arbejdsløse – alle er de blevet udvalgt til, uden hensyntagen til, hvem de er, at skulle yde et ekstraordinært offer for fællesskabets bedste.

At enkelte lokalpolitikere i København således kan omdefinere social fordelingspolitik til nu at bygge på tilfældigheder og lodtrækning, uden at hverken moderpartierne eller Christiansborg åbenbart ser et problem heri, er ikke bare overaskende, men dybt bekymrende.

Læs også: Andelsboliger kan miste 100 års prisstigninger

Faktisk havde minister Carsten Hansen i Berlingske 13. juni kun et skuldertræk til overs for de berørte familier og mente, at de bare kunne have sørget for at have en advokat med, da de købte boligen. Og måske han har ret, for hvis ikke han og andre politikere snart indser, at man ikke bare kan fjerne samfundsværdier for milliarder, uden at nogen skal betale regningen, ja, så er der jo kun tilbage for de berørte familier at søge hjælp hos advokater og domstolene.