Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Abdel Aziz Mahmoud: »Stort set hver gang, jeg rækker hånden frem mod en hader på Facebook, så falder de ned, nogle blide som lam«

Hvilken debat har gjort størst indtryk i 2016? Det har Berlingske bedt seks kendte debattører, der selv har stået i debattens orkanøje i det forgangne år, svare på. Her Abdel Aziz Mahmoud, journalist, forfatter og TV-vært

Jeg bliver ofte spurgt, hvordan jeg som objektiv journalist kan gå ind i så betændt og politisk en debat som integrationsdebatten. Mit svar er: Jeg er her for at gøre den mindre betændt. Og jeg har aldrig ment, at den er politisk. Det mener politikerne, det er jeg helt med på. Og fordi Christiansborg har fået lov at boltre sig hæmningsløst i integrationsdebatten de sidste 20 år, kan man stort set ikke deltage i den, uden per automatik at blive placeret i en fløj.

På den måde bliver vi alle sammen taget som gidsler i en debat, der ikke burde foregå i skyttegrave, men i samfundslaboratoriet. Og det paradoksale er, at i de årtier, hvor politikerne har haft ansvaret for integrationen, er det umiddelbart gået den forkerte vej. Vi må erkende, at en del af forklaringen er, at vi lader os fastholde i den polarisering, som politikerne har så voldsomt brug for at fastholde. Tænk over det. Hvem har da ellers gavn af det?

Men stort set hver gang, jeg rækker hånden frem mod en hader på Facebook, så falder de ned, nogle blide som lam. Det har jeg fået mange interessante møder ud af. Og oftest er det gået op for begge parter, at vi intuitivt havde placeret hinanden i halalhippie- eller højrenationalist-boksen. Strammer eller slapper. Rød eller blå.

Hvor er det trættende og dumt. Og jeg tror faktisk, de fleste af os er klogere end det – mere nuancerede end det. Lad os hver især sige fra og insistere på, at vi ikke er så forskellige, som debatten gerne vil gøre os.

Alene i december måned har jeg for eksempel både haft et indlæg i Den Korte Avis og nu også (wait for it) Berlingske! Ej, men det kan han da ikke?