Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Åndløshed

Michael Jannerup: I dag fejres Dronningen med pomp og pragt, og diverse kommentatorer og lederskribenter svulmer for en stund op og besynger monarkiet som udgjorde det alene landets bærende konstruktion.

Michael Jannerup Andersen Fold sammen
Læs mere
Foto: S¿ren Bidstrup

Det kan Dronningen selvfølgelig ikke gøre for – så tillykke med dagen. Mit ærinde er ikke kongehuset, men derimod det omgivende samfunds blinde vinkler, der bliver tydelige i kontrasten til festligholdelsen af monarkens fødselsdag.

For mens der ingen grænser er for dækningen af en royal fødselsdag, så fifler oppositionen videre i al ubemærkethed med deres korstog mod en af samfundets vigtigste byggesten; nemlig vores kristne livsgrundlag, som især Socialdemokraterne har gjort til skydeskive for deres nye værdikamp. Først ville S ændre kristendomskundskab til religionsundervisning, og i går stillede man så beslutningsforslag i salen om at forbyde fadervor i folkeskolen. Meget dumt kan man sige om øjeblikkets socialdemokratiske forslag, men de afdækker desværre en dybereliggende krise.

På den ene side politikere der ser undertrykkelse af diverse minoriteter, hvor andre mennesker ser værdier, og derfor uden blusel forsøger at fjerne det grundlag, vi uanset ideologisk overbevisning er givet til, og dermed skyder sig selv og alle os andre i foden ved at nedbryde folkekirkens særstatus – den mest rummelige institution der betyder så meget for så mange.

På den anden side – og her må vi gribe i egen barm – medier der klapper hinanden på ryggen, fordi vi dækker kulturkampen mellem islam og de vestlige værdier og pligtskyldigt til højtiderne laver forud­sigelige meningsmålinger om, hvor mange man forventer indtager en plads på kirkebænken og derfor ikke er i nærheden af at forstå, tyde og fortolke, hvilken betydning kristendommen har i et land som Danmark.

Men indholdet i folkekirken passer selvfølgelig heller ikke ind i hverken karriere­ivrige politikere eller moderne medievirksomheds standardmatrixer, hvor vælgere og læsere bliver til kunder, med behov der skal aflæses og ’butikken’ indrettes derefter som hylderne i Irma. Religionens overindividuelle fortælling er ikke elastisk nok til at kunne tilpasses det moderne individs springende behov, som var det en applikation til mobilen, der med få klik kan udfylde hullet i eksistensen, når de store glæder, sorger og spørgsmål trænger sig på. Men det er netop pointen. Den kristne livstydning er forpligtigelsen på noget andet og større end individets blinde selvudfoldelse – der alligevel altid ender med at gøre ondt i sjælen. Kristendom er ydmyghed, politik er blevet til det modsatte, kristendommen befatter sig med evigheden, mens både politikere og redaktører kommer og går.

Indrømmet, det er ikke en nem opgave at holde åndløsheden fra døren, men det er vel heller ikke derfor, at folk vælger disse brancher?