Hvert år forhindres 8.000 studerende og gymnasieelever i at gennemføre en uddannelse, de allerede er halvt igennem. Der er slet ikke plads til dem. Pladsmangel betyder, at de må opgive deres uddannelse. Nej, sådan er virkeligheden selvfølgelig ikke. Tanken om at tabe så mange unge studerende er helt absurd.

Men vender vi os til erhvervsskolerne, så er det den triste hverdag. Her er der en desperat mangel på praktikpladser til eleverne, og får de ikke en praktikplads, så må de opgive deres uddannelse. Ifølge Undervisningsministeriet mangler der 8.000 praktikpladser, og HK frygter, at tallet i løbet af efteråret kan vokse til over 10.000.

Når tusindvis af unge mennesker må opgive deres uddannelse, kan det slet ikke gøres op, hverken samfundsøkonomisk eller socialt. Tabet er på alle områder katastrofalt for den unge, for familien og for samfundet.

Problemet er ikke nyt, det opstår hvert år. Alligevel sker der ikke noget på området. Problemet bliver sjældent berørt på Christiansborg. Medierne dækker det kun sporadisk, og det er ikke et problem, der bliver skrevet mange læserindlæg eller kommentarer om.

Vi frygter, at det skyldes, at beslutningstagerne omkring Christiansborg lever i deres egen verden. Langt væk fra erhvervsskolerne og deres problemer, langt væk fra praktikjagten ude i virksomheder og på offentlige arbejdspladser.

I den seneste generation har Folketinget fået en mere skæv sammensætning. Færre er faglærte og ufaglærte; blandt de yngre folketingsmedlemmer er det i dag over 70 procent, der er akademikere eller studerende på akademiske uddannelser. Et skred der er særligt bekymrende, fordi også embedsmænd, eksperter og mediefolk har deres erfaringsverden fra de bedrestilledes sociale miljøer.

Vi er overbevist om, at hvis problemet ramte gymnasieelever og studerende, så ville politikerne handle øjeblikkeligt - under alle omstændigheder ville der opstå en helt anderledes offentlig debat. Men beslutningstagernes virkelighed ligger for langt fra de praktiske problemer for de unge på erhvervsuddannelser og fra store dele af resten af befolkningens virkelighed.

Derfor må vi kaste et kritisk blik på den herskende uddannelsestænkning. Hvis målet er, at alle unge skal gennemføre en uddannelse, er det en alvorlig udfordring til kulturen i uddannelsessystemet, der er præget af de højtuddannede samfundslag.

Men det kan aldrig være en undskyldning eller gyldig forklaring på, hvorfor en stor del af ungdommen bliver glemt.