Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

60 år med EU - nu må det være nok

Foto: Thomas Lekfeldt

Romtraktaten har 60 års fødselsdag. Det er et tilbageblik værd, hvor vi også forholder os til den tid, der skal komme.

Marlene Wind skrev forleden i en kronik her i avisen om det samme emne. Hun mener, at briterne »med deres Brexit-beslutning er ved at falde ud over klippen«.

I mit perspektiv er det briterne, som er søgt mod »higher grounds«, mens EU er hastigt på vej mod afgrunden. Jeg mener, at det bedste, danskerne kan gøre, er at begynde en proces, som vil give os mulighed for at komme ud af Unionen, inden det ramler sammen. EU står i dag for alt det forkerte: Lav vækst, centralisering, formynderi, magtbrynde, overregulering og bureaukrati.

Når en domstol i Strasbourg med EU-traktaten i ryggen kan beslutte, hvem der er berettiget til at modtage en dansk børnecheck, bliver folkestyret sat ud af kraft. Når EU opretholder toldmure over for det store verdensmarked for at beskytte sine egne ineffektive virksomheder, bliver de europæiske borgere fattigere. Det Indre Marked er i dag et beskyttet værksted for europæisk industri, og Europa sakker længere og længere bagud. Velstanden stiger i alle egne af verden. Bare ikke i EU, der er væksten nærmest gået i stå.

EU er overinstitutionaliseret i uhyggelig grad. At vedligeholde systemet æder flere og flere ressourcer af den velstand, som skabes i medlemslandene. Når EU i dag regerer gennem 40.000 retsakter, 15.000 domstolsafgørelser og 62.000 standarder, har man overreguleret al innovationskraft, initiativ og virkelyst ud af kontinentets borgere.

Det er ikke kun i EU-bygningerne i Bruxelles, det koster. Det koster især i medlemslandene, hvor EU’s overinstitutionalisering presser regelstyring og detailregulering helt ud i yderste led, hvor borgerne rammes direkte. EU er blevet et imperium i stedet for et samarbejde. Alle imperier bryder sammen før eller siden. Meget tyder på, at det for EU’s vedkommende snarere bliver før end senere. De fornuftige søger mod højlandet og udsynet mod nye horisonter. De dumstædige følger med EU i afgrunden.

Romtraktaten introducerede os til en sætning, som lyder god og rigtig, men som politikere gennem to generationer har fortolket så forkert, at EU i dag ikke alene er kørt af sporet, men er på vej i afgrunden. Sætningen: »En stadigt snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk« står i indledningen til Romtraktaten og er gentaget i alle de traktater, der fulgte efter.

Det begyndte som en vision om et frivilligt samarbejde, hvor Europas folk handlede frit med hinanden, konkurrerede med hinanden, lod inspiration, innovation og nye ideer flyde frit. Visionen skulle være et demokratisk alternativ til de autokratiske imperier i Tyskland og Italien, som var styrtet i grus, og det skulle være det frihedsorienterede alternativ til det kommunistiske imperium, der efter Anden Verdenskrig havde konsolideret sin magt i øst og underlagt sig de gamle europæiske kulturhovedstæder Praha, Budapest og Berlin.

Der var rigtig mange gode grunde til, at Vesteuropa erklærede »de fire friheder« som en fælles vision i 1957. At Danmark og Storbritannien ikke kom med i første runde, men først i 1973, er der historiske forklaringer på. Hvis jeg havde levet dengang, ville jeg helt sikkert have været for. For fri handel med varer, fri bevægelighed mellem de europæiske lande, fri udveksling af arbejdskraft og frihed til at investere overalt, er de fire bedste ting, Europa har gjort for sig selv siden renæssancen og oplysningstiden.

Hvorfor er det så gået så galt, så EU i dag er på randen til at trække den europæiske civilisation i graven? Den korte forklaring ligger i det hovmod og den foragt, som den europæiske elite har udvist over for Europas folk. EU opgav undervejs sin vision om det frivillige samarbejde og blev til en arena for institutionernes kamp om magt. Kommissionen, Parlamentet, Rådet og Domstolen har gennem årtier kæmpet om at øge deres magt og indflydelse på befolkningernes bekostning. I dag er der kun tvangen tilbage.

EU’s reaktion på Brexit er et rigtig godt eksempel på både hovmodet og foragten, som eliten i Bruxelles uden blusel viste frem, da et europæisk folk tillod sig at gå en anden vej. Briterne blev efter Brexit udsat for forhånelse og trusler fra kommissionsformand Juncker og europarlamentsformand Martin Schultz. Det var så grimt at se på.

EU er villig til at risikere økonomisk velstand og jobs for alle Europas folk – bare man kan få straffet Storbritannien for at vælge en anden vej end Unionens. EU’s magtpolitikere reagerer ikke rationelt. Det er ikke fornuftigt. Det er elitens magtspil uden hensyn til de europæiske folks interesser. Europas folk vil gerne samarbejde, men hvem ønsker at blive ensrettet, kontrolleret og dirigeret med af politikere og embedsmænd, der ingen demokratisk legitimitet har.

EU har udspillet sin rolle. EU’s magtpolitikere har ødelagt en god idé og korrumperet et helt kontinent. Det går ikke længere. Befolkningerne er begyndt at røre på sig, og vi vil opleve flere Brexit’er. Jeg vil benytte 60-året for Romtraktaten til at opfordre til, at danskerne følger briterne ud af EU. Ikke i en gold afvisning, men i omfavnelse af de spildte muligheder. Lad os bygge et nyt samarbejde, der er decentralt og med respekt for de enkelte lande, det enkelte menneske og som har fokus på frihed og velstand.

Pernille Vermund er formand, Nye Borgerlige.