Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

3F kæmper fortidens kamp

Jens Ottosen-Støtt: Kampen om Vejlegården repræsenterer et opgør med den socialdemokratiske enhedsbevægelse og retten til at have monopol på at repræsentere lønmodtagere i en politisk sammenhæng.

»Når lønmodtagerne ikke længere ser den faglige organisering som en nødvendig samtidig politisk organisering på venstrefløj, så forsvinder fagbevægelsens legitimitet til at have eneret og monopol på at repræsentere lønmodtagerne,« skriver Jens Ottosen-Støtt. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sommerens konflikt mellem 3F og Restaurant Vejlegården er gjort af det stof, der skaber myter - og holder liv i gamle forestillinger.

Her har vi Bibelens historie om David og Goliath - den lille og gode mod den store og onde - eller historien om fagbevægelsens vedvarende arbejde for at organisere alle lønmodtagere på det private arbejdsmarked, så man kan bruge sin styrke til at sikre ordentlige forhold for de ansatte. Og i EU sammenhæng har vi fortællingen om »den danske model« med flexicurity og subsidiaritetsprincippet, hvor man undgår stive overordnede regler og i stedet arbejder med smidige lokale løsninger.

Hvis man skræller myter og vaneforestillinger væk - hvad er der så tilbage?

Lad os først slå fast, at fagbevægelsen organiseret under LO har haft en væsentlig og positiv betydning for udviklingen af det danske samfund og har været med at til at sikre et arbejdsmarked, hvor aftaler kunne erstatte den lovgivning, man følte sig tilskyndet til at lave i andre lande. Enhedsfagbevægelsen var en forudsætning for at sikre soliditeten i aftalerelationerne med arbejdsgiverorganisationerne. Det er heller ingen hemmelighed, at der gennem tiderne har været arbejdsgivere, der i deres adfærd har både retfærdiggjort og nødvendiggjort eksistensen af en stærk faglig organisering.

Men det, at noget i en bestemt epoke af vor historie har fungeret godt, er ikke et argument for at bibeholde den ordning - i så fald skulle man jo aldrig have gennemført bondens frigørelse i 1789 og frataget de store jordbesiddere deres privilegier.

Den danske model har gennem de seneste 30 år gennemgået betydelige forandringer - ikke mindst i forbindelse med hvordan overenskomstforhandlingerne gennemføres, og hvad der er deres indhold. Den decentrale forhandlingsmodel har vist sin styrke og forholdene i den enkelte virksomhed har fået langt større betydning end tidligere tiders one size fits all. I dag er holdningen snarere, at man skal finde løsninger, der er tilpasset den enkelte virksomhed, og som samtidig sikrer en fair og ordentlig behandling af de ansatte - mere end at lave stramme overordnede reguleringer fra fjerne faglige hovedkontorer.

I den sammenhæng repræsenterer konflikten på Vejlegården brydningen mellem den klassiske opfattelse af fagbevægelsens rolle og den nye bevidsthed hos lønmodtagerne.

Den LO-organiserede fagbevægelse opfatter også sig selv som en del af en politisk kamp - det udspringer af dens socialistiske værdigrundlag. Historisk er det politiske parti, Socialdemokraterne, og LO-fagbevægelsen to grene i den samme politiske enhed, og fagbevægelsens opgave er at samle masserne og bruge sin styrke til støtte for den politiske gren - partiet. Der kan være lidt uklarhed i billedet, fordi der kan være kommunister og andre mere yderligtgående venstrefløjsgrupper, der er repræsenteret i fagbevægelsens hierarki - men intet til højre for Socialdemokraterne. Det er en ’os mod dem’- verden, som finder sit udtryk i LO-fagbevægelsens moralske og økonomiske opbakning til den politiske del af den socialdemokratiske enhedsbevægelse.

Og her kommer så det nye problem, der ændrer den gamle virkelighed. Den danske lønmodtager er ikke længere entydigt orienteret mod den socialdemokratiske enhedsbevægelse. Socialdemokraterne er ifølge undersøgelser ikke engang det største egentlige arbejderparti - det er snarere Dansk Folkeparti, som ikke kan beskyldes for at have sin åndelige bagage fra Karl Marx - eller Venstre, der er baseret på en fuldstændig modsatrettet politisk tænkning rent ideologimæssigt.

Her har vi sagens kerne. Kampen om Vejlegården er ikke så meget en kamp om løn- og arbejdsvilkår for de ansatte. De har i hvert fald ikke udtalt sig herom, og mon ikke journalister har prøvet at få dem til det. Det er fra 3Fs side en kamp for retten til at være de eneste, der kan lave overenskomst. Det er kampen for at have eneretten til at repræsentere lønmodtagerne. 3F er som andre fagforbund presset af medlemsafgang og mærker tidligere tiders monopol på at repræsentere lønmodtagerne indenfor deres faglig område blive nedbrudt. De reagerer i den forbindelse som alle andre monopoler.

3F påberåber sig deres pionerrolle - deres størrelse - deres resultater og alt det gode, de har gjort. Men det ændrer intet ved, at det, de vil i situationen, er at fastholde deres politiske magt - og det modparten vil er at blive gjort fri af den magt, der vil bestemme over dem - ikke med hensyn til løn og arbejdsvilkår som er den egentlige fagforeningsopgave - men med hensyn til samfundets politiske udvikling i en socialdemokratisk kontekst.

Når lønmodtagerne ikke længere ser den faglige organisering som en nødvendig samtidig politisk organisering på venstrefløj, så forsvinder fagbevægelsens legitimitet til at have eneret og monopol på at repræsentere lønmodtagerne. At den så vil bruge alle midler for at bevare sit monopol og herunder gerne undertrykker de lønmodtagere, der har en anden politisk observans end de, der er indrulleret i den socialdemokratiske enhedsbevægelse, har vi set mange beviser på gennem tiden - og nu også med Vejlegården.

Den danske model i den moderne udgave har brug for stærke fagforeninger, der kan hjælpe og støtte på de lokale arbejdspladser - det er rimelig indlysende. Men den har ikke noget naturligt behov for at fagforeningerne er en del af den socialdemokratiske enhedsbevægelse og at retten til at repræsentere lønmodtagerne skal bruges til politisk support til akademikere og pædagoger på venstrefløjen - eller til 80 millioner kroners kampagner mod en regering, man som socialdemokratisk fagforeningsleder ikke støtter. Vejlegården repræsenterer et opgør med den socialdemokratiske enhedsbevægelse og retten til at have monopol på at repræsentere lønmodtagere i en politisk sammenhæng.