Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

2018 risikerer at blive de spildte muligheders år

Hvad gør en statsminister, som ikke kan få sit parlamentariske grundlag til at lægge stemmer til sin politik? Det afhænger helt af den politiske situation – og måske også lidt af, hvem der er statsminister.

Anker Jørgensen gav til sidst op, gik til Dronningen og meddelte sin regerings afgang uden at udskrive nyvalg.

Poul Schlüter udskrev valg og såmænd også en vejledende folkeafstemning, da det var nødvendigt, men han valgte (i 1989) en mindre dramatisk løsning, da han droppede »Planen«, der var en pakke af politiske tiltag, måske meget lig den »pakke« med lidt af hvert, som Lars Løkke Rasmussen bakser med nu.

Det er altså ikke på forhånd givet, hvad der sker, hvis der ikke snart kommer fremdrift i forhandlingerne om et såkaldt paradigmeskift i udlændingepolitikken, skattelettelser og forsvarsforlig – hvor det sidste vel sådan set er det eneste, vi ikke kan undvære.

Stort set alle kommentatorer udelukker valg, fordi det ikke opfattes som en trussel af Dansk Folkeparti (og Socialdemokratiet), men som et politisk selvmord af statsministeren og Venstre. Og her har vi måske det pt. største parlamentariske problem, nemlig at statsministeren fraskrives sit ultimative våben i en fastlåst situation, fordi førstefødselsretten til regeringsdannelse for de største partier er vigtigere end konkret politik.

Socialdemokraterne har placeret sig præcis dér i dansk politik, hvor de (indtil videre) har de Radikales, Alternativets, SFs og Enhedslistens opbakning til et regeringsskift, men samtidig med en stram udlændingepolitik undgår vælgerflugt til Dansk Folkeparti. Statsministeren er vingestækket af ringe meningsmålinger, problemer med Liberal Alliance, og fordi det parlamentariske grundlag i form af DF ikke opfatter sig som politisk støtteparti.

Men statsministeren vil naturligvis gerne fortsætte og ikke afgive førstefødselsretten til den regeringsdannelse, der – medmindre S og V en dag finder sammen i en »stor koalition«, som vi ofte har set i Tyskland, og som S og V forsøgte i 1978-79 – afhænger af DF. Og lur mig, om der ikke i DF – uanset det tabte kommunalvalg – fortsat er mange, der drømmer om at se Kristian Thulesen Dahl som statsminister.

På den baggrund risikerer det nye år at blive de spildte muligheders år. Statsministeren har jo ret i, at vi har det ret godt i Danmark – så godt, at det bestemt ikke er sikkert, at vælgerne belønner partier, som vil forandringer. Måske med to undtagelser: Velfærdsforbedringer, der ikke på længere sigt er økonomisk grundlag for, medmindre vi får en større vækst i erhvervsudvikling og arbejdsstyrke, og så stram en udlændingepolitik, at den kan vanskeliggøre det første og måske samtidig er i strid med internationale konventioner.

Løser Lars Løkke Rasmussen, hvad der her og nu ser ud til at være en gordisk knude, kan meningsmålingerne til gengæld hurtigt forandres, hvorefter et valg også kan komme, før vi i dag tror det.

John Wagner er uddannet journalist og tidl. generalsekretær (K), nu adm. direktør.