Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»1864« er værdipolitik

»Vi har altid vores egen historie med, når vi diskuterer eller taler om det forgangne.«

Jesper Beinov, Kultur-, Debat og Navneredaktør på Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi taler så tit om, at fællesskabernes tid er forbi, men nu har Danmarks Radio med »1864«-serien formået både at samle 1,7 millioner danskere foran skærmen for så at splitte den i vurderingen. At der politiseres for åbent tæppe, er det eneste, forfatteren Carsten Jensen og Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard er enige om. Allerede nu følger »1864« mønsteret for debatter om historiske serier og brug af historien i scenekunst og romaner: At disse serier er fyldt af tidsånd og ideologi.

Nu har jeg set to afsnit af »1864«. Min mavefornemmelse er delt. Dels tror jeg, at det kunstneriske drama i bredeste forstand vil komme til at leve. Dels virker historiesynet noget forudsigeligt med helte og skurke castet udfra et typisk kulturradikalt blik. Som det kendes i varierende grader fra tidligere DR-serier som »Matador«, »Krøniken« og »Borgen«. I al fairness kan vi ikke vide om »1864« ryger pladask i samme gryde; fælde dom kan vi ikke endnu med sikkerhed. Men det kan frygtes, og i så fald har DR som opdragsgiver et medansvar for det.

Læs også: Anmeldere: Fra »fuldtræffer« til »vilde afveje«

Flere faghistorikere har allerede sagt, at der at dømme udfra de første afsnit er problemer med den historiske ramme. Selvsagt kan meget løse sig undervejs. Jeg deler efter det første par afsnit ganske de professionelle historikeres opfattelse af, at det er letkøbt at postulere, at blot fordi de nationalliberale havde fis i bøtten, og der var en nationalistisk virus i tiden, blev grunden lagt til en farlig krig. Der var langt mere i gang. Men instruktøren Ole Bornedal etablerer en fortællemæssig ramme – med pigen der har mistet sin bror i en af det seneste tiårs krige – der understøtter mistanken om, at »1864« skal drive en politisk pointe hjem om, at takket være krigeriske danske politikere fører vi aktivistisk dansk udenrigspolitik.

Det bliver ikke nemmere af, at hele konflikten er så kompliceret, at mange historikere tyer til den dejlige anekdote om den engelske udenrigsminister Lord Palmerstone, der blev spurgt af dronning Victoria, hvad konflikten handlede om. Svaret var, at kun tre forstod den slesvig-holstenske konflikt: Den ene var prinsen, og han var død, den anden en tysk professor, men han var blevet sindssyg, og den tredje var Lord Palmerstone selv, og han havde glemt alt om det.

Læs også: Fiktion og fortid

Brug og misbrug af historien i kunsten er velkendt. Tit er historiske romaner med- og modbilleder på deres egen tid. Også sprogligt er det svært at ramme præcist. Når den historiske skildring i kunsten er værst, er det tomme kulisser, søgte replikker, en jagt på en aldrig forekommet tid, en anakronisme, mens det bedste kunstværk vækker vores fantasifølelse gennem en kunstfærdig rekonstruktion af historien. Det er ganske enkelt umuligt med en 1:1-afbildning af en tid, hvor vi ikke var. Vi har altid vores egen historie med, når vi diskuterer eller taler om det forgangne. Selv faghistorien revideres løbende udfra det blik, vi har på den.

Problemet med »1864« er, at det er så længe siden, mange af os ved for lidt om det, så vi er åbne for fortolkninger. Også når Bornedal spekulerer mod kilderne snarere end med dem. Serien kan være nok så velspillet og lækker, men der er overhængende fare for, at vi får et vrængbillede af 1864, der mere handler om vor tid end om dengang. DR henviser til den kunstneriske frihed, men når man har fået 100 millioner kr. kørt ind fra Kulturministeriet, vil DR blive stillet til ansvar for den samlede serie – som kan gå hen og splitte nationen.