Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

12-tal med sænket blik

Bylinefoto af Amalie Lyhne Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Usolidarisk, uambitiøst og kortsigtet. Det var de ord, som Danske Studerendes Fællesråd i weekenden satte på uddannelsesminister Esben Lunde Larsens ganske fornuftige forslag om – efter internationalt forbillede – at fremme eliten blandt de studerende.

Helt forventeligt, for elite er som bekendt et skældsord i Danmark. De lighedsliderlige tropper i den offentlige debat, hvoraf studenterorganisationerne marcherer helt i front, kaster sig lynhurtigt over enhver, som vover at bruge ordet »elite« som noget positivt. For det er jo enormt ubehageligt at forholde sig til, at nogle mennesker simpelthen bare er dygtigere end andre. Så hellere ignorere forskellene eller forsøge at udjævne dem.

Men vores forhold til eliten er mærkeligt sammensat, for det er kun den boglige elite, vi ikke bryder os om.

Alle danske forældre kender de sociale koder, som man bare har at rette sig efter, hvis man vil opretholde den gode stemning under parmiddagene: Man må gerne fortælle om og endda prale lidt af sine børn, hvis de er gode til sport, musik eller noget andet kreativt. Der er jo heller ikke noget kontroversielt i Team Danmark, fodbold-eliteakademier eller optagelsesprøverne på Sankt Annæ. Men har man derimod et barn, som udmærker sig inden for de boglige discipliner, så skal man helst gå stille med dørene. Man sidder ikke og praler med 12-taller, i hvert fald ikke uden samtidig at komme med en undskyldende bemærkning om, at til gengæld er der jo alt muligt andet, som barnet ikke kan finde ud af.

I de danske folkeskoler bruger man stadig første- og andenvælger, når der i idrætstimerne skal sættes hold. Hele klassen står i en stor gruppe, og så bliver børnene én for én valgt ud i en helt præcis rækkefølge: Den bedste først, den næstbedste derefter og så videre. Til sidst er der kun ét barn tilbage, som langsomt og med sænket blik går hen til det anviste hold. Han er den allerdårligste til fodbold, og det er så tydeligt for alle, som det overhovedet kan blive.

Nu kan man indvende, at børn allerede er klar over, hvem der er bedst, og hvem der er dårligst. Det er også korrekt. Men det er interessant at forestille sig, at man fulgte samme praksis i dansk eller matematik: Børnene sætter selv grupper, når de skal arbejde sammen, og til sidst står klassens allerdårligste læser alene tilbage på gulvet.

Dét er der ingen, der ville tillade, hverken lærere eller forældre. De bogligt svage skal beskyttes, mens de bogligt stærke bare kan sejle deres egen sø – og de skal i hvert fald ikke have nogen form for hjælp til at udvikle deres færdigheder, ingen muligheder for at tage fag på højere niveauer, ingen elite-initiativer.

Man må gerne få 12-taller, men man skal huske at sænke blikket.

De danske universiteter har udviklet sig fra eksklusive steder for de få til uddannelsesfabrikker for masserne. Det er godt, at flere unge får lange uddannelser, men Esben Lunde Larsen har fuldstændig ret i, at vi er nødt til at dyrke eliten, hvis dansk forskning ikke skal sakke agterud i forhold til resten af verden.

Dét er det rationelle argument. Der er også et moralsk: Ethvert talentfuldt menneske bør have mulighed for at udvikle sit talent, uanset hvilken disciplin, der er tale om.