Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

11 refleksioner over Trump

Mandag er det en måned siden, Donald Trump tiltrådte som USAs 45. præsident, og man kan gøre sig sine første meningsfulde betragtninger om dette helt usædvanlige forløb. Her er et forsøg på nogle måske løsrevne, men forhåbentlig alligevel nogenlunde reflekterede tanker:

Arkivfoto. Det er i dag, mandag, en måned, siden Donald Trump tiltrådte som USAs 45. præsident, og man kan gøre sig sine første meningsfulde betragtninger om dette helt usædvanlige forløb.
Læs mere
Fold sammen
  1. Det er rigtigt, at der nok har været for lidt fokus på Trumps politik – og for meget på hans væsen, gøren og laden. Problemstillingen er imidlertid, at han selv i den grad medvirker til dette. Han defokuserer ofte selv – blandt andet i sine tweets.
  2. Om hans hidtidige politiske initiativer kan siges både for og imod. Han synes indstillet på at lette erhvervs­livets vilkår på flere områder, og markederne reagerer fortsat positivt under Trump-præsidentskabet. Også Barack Obama udviste kriminelle udlændinge, det er ingen overraskelse, at Trump fortsætter. Obamacare udgør en stærk ideologisk brudflade i USA – det er velkendt, at Republikanerne er imod. Det er i sig selv ikke principielt bekymrende, at Trump vil øge beskyttelsen af USA, blandt andet ved hjælp af indrejserestriktioner og murbyggeri (Obama gjorde også begge dele, om end i mildere form end Trump har annonceret, og metoderne er bestemt værd at se nærmere på).

    Til gengæld er Trumps skridt mod frihandel og i retning af en slags amerikansk statskapitalisme stærkt bekymrende, inklusive et stærkt øget offentligt forbrug og en deraf følgende øget gældsætning. Det er især disse elementer i hans politik, der gør, at man vanskeligt kan kalde Donald Trump for en klassisk borgerlig, og man kan have en grundlæggende bekymring for, om han på den baggrund kan levere de lovede resultater til det amerikanske folk – og særligt de glemte i rustbæltet og andre dele af USA, som gav ham sejren ved valget i november.

  3. Trump bryster sig af, at han har opnået mere i sine første fire uger end næsten alle andre præsidenter før ham opnåede overhovedet. Men en præsident gør ikke en mærkbar forskel ved at udstede salver af dekreter. Det vil ikke i sig selv forandre USA. Han skal have Kongressen med på reel lovgivning, før det flytter noget.
  4. Det er ret åbenbart, at Donald Trumps administration i Det Hvide Hus er kommet kaotisk fra start. Måden at indføre indrejsedekretet på uden at konsultere den reelle ekspertise på området var langt ude og blotlægger en bekymrende selvovervurdering blandt nogle nytilkomne magthavere uden erfaring. Forløbet omkring den nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn rejser også spørgsmålet om, hvorvidt der er styr på noget som helst i det hus lige nu. Det er lige før, man håber, at det bare er det, der er i vejen. (Også andre præsidenter har haft en kaotisk start, eksempelvis Bill Clinton).

  5. Forholdet til Rusland og sikkerhedspolitikken er måske den største bekymring, man kan have. Muligvis i mindre grad fremadrettet end i forhold til det allerede passerede. Både forsvarsminister James Mattis og vicepræsident Pence har i forbindelse med sikkerhedskonferencen i München i denne weekend forsikret om, at USA anser NATO for afgørende – og vil føre en hård kurs over for Rusland.
    Det er i sig selv også OK at kræve af de andre NATO-lande, at de bidrager mere. For mange har for længe kørt på frihjul. Det har den ene amerikanske administration efter den anden længe givet udtryk for. Trump gør det noget hårdere, og bekymringen kommer først, når synspunktet kobles direkte sammen med viljen til at håndhæve eksempelvis NATOs musketér-ed.
  6. Hvad angår Rusland, er det især forløbet frem til 20. januar, som er dybt foruroligende. Det gælder den nu detroniserede sikkerhedsrådgiver Flynns telefonsamtaler med den russiske ambassadør i Washington D.C., netop som Obama indførte sanktioner mod Rusland før nytår. Og især det, at der åbenlyst er blevet talt usandt om samtalernes indhold. Offentligheden kan med rette kræve at vide, hvad der præcis blev talt om, og det er rigtigt af medierne at gå benhårdt efter at søge disse oplysninger bragt frem.
    Det samme gælder årsagen til Obamas sanktioner: Ruslands indblanding i den amerikanske valgkamp via hackingen af Det Demokratiske Parti. Det står nu klart, at topfolk i Trump-kampagnen samtidig var i løbende kontakt med russerne. Også det forløb må og skal afdækkes. Det er et rædselsscenario, hvis en præsidentkandidats folk reelt har allieret sig med en fremmed magt for at vinde et valg i USA. Vi ved ikke, om det er så galt. Men den amerikanske offentlighed har et berettiget krav på klar besked.

  7. Særdeles bekymrende er også Donald Trumps åbenlyse metode, der går ud på systematisk at så tvivl om nogle af samfundets bærende institutioner. Under valgkampen skulle hans politiske modstander sendes i fængsel. »The system was rigged« – Trump mere end antydede, at han kun ville anerkende valgresultatet, hvis han vandt. Det gjorde han. Men selv derefter har han grundløst påstået, at flere millioner illegale immigranter stemte på Hillary Clinton ved valget.
    Han har også sået tvivl om domstolenes legitimitet i forbindelse med opgøret om indrejsedekretet. Alene betegnelsen »so-called judge« bør give ethvert menneske med sympati for det amerikanske demokrati og USAs forfatning gåsehud, og ikke for det gode. Og så er der naturligvis opgøret med det, Trump anser for sin nye fjende – medierne – som han forleden kaldte »det amerikanske folks fjende«.
  8. Opgøret med medierne er et kapitel for sig. Det er Trumps let gennemskuelige strategi at skabe forvirring og tvivl om, hvad der er sandt og falsk, fake og ikke fake. Denne strategi er meget bekymrende. Den står på side 1 i lærebogen for autoritære ledere, der gerne vil stække pressefriheden. Det sidste har Trump ikke taget skridt til, men det er åbenlyst, at hans strategi til dels lykkes, i hvert fald blandt Trump-støtterne, hvor der ifølge målinger ikke længere skelnes mellem åbenlyse fake news-medier og reelle medier.
    Til gengæld må man også erkende, at Donald Trump har fået hjælp til at føre krigen mod medierne af visse amerikanske medier selv. På den ene side hjalp den enorme mediedækning Trump godt på vej tidligt i valgkampen. På den anden side var det tydeligt, at nogle amerikanske medier ikke formåede at holde foragten for Trump blot nogenlunde i skak i dækningen af valgkampen. Måske fordi man var forbløffet over, at han var nået så langt (hvilket Trump vist også selv var), måske på grund af Trumps flamboyante stil.

    Der kan være gode og mindre gode grunde, men enhver forudindtagethed i dækningen udgjorde samtidig et nyttigt redskab for Trump i den krig mod medierne, han nu selv har erklæret. Det værste, medier kan gøre, er derfor at melde sig ind i den krig, at komme til at spille dette spil. Trump skal dækkes, og han skal dækkes kritisk, men med samme principielle publicistiske standarder håndhævet som i enhver anden dækning.

  9. Trumps stil er tydeligvis noget af det, der deler. Selv er jeg meget kritisk, men også en smule delt. Tag pressemødet forleden: På den ene side er der et eller andet respektindgydende ved en præsident, der stiller sig frem foran offentligheden i 77 minutter og tager den fra hoften.
    Trump er altid stærkest uden manuskript; men de selvsamme seancer, der understreger hans styrker, udstiller også hans helt ubegribelige svagheder: De indlysende løgne, som han slynger ud efter forgodt- befindende. Rollen, han gladeligt spiller som dumt svin – hans grove »take-down« af både en jødisk og en sort journalist på presse­mødet var ganske enkelt ubærligt at overvære. Det gælder samtidig Trumps frapperende overfokusering på sig selv, den helt latterlige selvoptagethed, som må lede til spørgsmålet om, hvorvidt han er blevet USAs præsident for sin egen eller for amerikanernes skyld.

    At stå foran en mindetavle for faldne CIA-agenter og tale om, hvor mange gange han har været på forsiden af Time Magazine, eller stå ved National Prayer-ceremonien og prale af sine egne TV-ratings… Eller sidde i sin country-club i Florida og handle en akut udenrigspolitisk krise vedrørende Nord­korea af i fuld offentlighed foran øjnene på de måbende gæster… Den slags ikke alene svækker respekten for embedet. Det skaber berettiget tvivl om, hvorvidt Trump har konstitutionen til at være USAs præsident.

  10. Bekymrende er det også, hvem Trump i virkeligheden lytter til. Steve Bannons centrale rolle i Det Hvide Hus kan skrives på den bekymringskonto, men også andre rådgivere, hvis verdensbillede synes at have rod i mere eller mindre konspiratoriske, mytologiske forestillinger, der hidtil kun har kun- net trives i yderst smalle grupperinger på den amerikanske politiske højrefløj. Verden har ikke brug for, at alt-right eller noget, der ligner, får fodfæste i Det Hvide Hus.

  11. Samlet konklusion: Der findes bestemt masser af overfladisk Trump-bashing og alt for nem automatisme i kritikken af ham. Men man skal omvendt efter min mening være både blind og døv for ikke på flere områder at være bekymret, og det med rette. Der er allerede nu skabt en situation, hvor det også internationalt og her i Danmark er sådan, at man nemt presses ind i en sort/hvid tilgang til Trump, som sætter nye skel. Eksempelvis også i det borgerlige Danmark, hvilket opgøret mellem Lars Seier Christensen og CEPOS-direktør Martin Ågerup de seneste dage blot er det mest spektakulære eksempel på.
    Også Trump og hans støtter må finde sig i kritisk refleksion. Det håber jeg at have bidraget lidt til her på en nogenlunde sober måde.

Tom Jensen er ansvarshavende chefredaktør på Berlingske.