Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

10erne: Afmagtens årti

Trump er ikke et isoleret fænomen. Der er lignende strømninger i stort set alle vestlige lande. Herhjemme kalder vi det politikerlede. Populisme. Tillidskrise.

Casper Gronemann. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I en scene i den komplet overdrevne film »Demolition Man« fra 1993, fortæller Sandra Bullock til Sylvester Stallone, at mens han har været frosset ned, har Arnold Schwarzenegger været præsident i USA. Stallone sukker opgivende og gnider sin pande i vantro.

Som borger i 2016s politiske kaos er det svært ikke at føle sig som jokens punchline. Tirsdag nat vælger USA mellem to historisk ringe præsidentkandidater. I centrum for herlighederne står anti-etablissementets opblæste karikatur Donald Trump, som får Schwarzeneggers syv, kompromissøgende, miljøvenlige år som guvernør til at virke som en fjern, fornuftig fortid.

Trump er ikke et isoleret fænomen. Der er lignende strømninger i stort set alle vestlige lande. Herhjemme kalder vi det politikerlede. Populisme. Tillidskrise.

I Europa kommer strømningerne til udtryk i en højrepopulisme, som er reaktionen på, at indvandringen efterhånden har karakter af en naturkraft. Samtidig får vi at vide, at den økonomiske globalisering umuliggør eksistensen af en velfærdsstat, selvom nærmest hele befolkningen har givet mandat til den. På tværs af fløjene ser man i stigende grad EU som en fjern etnitet, hvor mennesker, vi ikke har valgt, tager beslutninger, som vi ikke har indflydelse på. Herhjemme klager medarbejderne i det offentlige over væksten i antallet af mellemledere og tabet af medindflydelse.

Fælles for disse fænomener er dén demokratiske afmagt, der definerer dem.

Da Margrethe Vestager i 2012 på berømt vis erklærede at »sådan er det jo« (om de nye dagpengeregler, red.), indrammede hun en global tidsånd, som har fået folk til at føle, at samfundsudviklingen er ude af deres, og dermed demokratiets, kontrol.

Et voksende antal mennesker svarer i spørgeskemaundersøgelser, at de føler, at de har mistet en del af magten over egen tilværelse. Et studie fra Indiana med næsten 3.000 forsøgspersoner, som er blevet fulgt igennem syv år viser, at risikoen for en tidlig død stiger markant, hvis man ikke har indflydelse på sit eget arbejde. Den danske stat har sværere og sværere ved at begrænse antallet af sygedage, og eksperter i stress peger på kontroltyranniet som en af årsagerne.

Følelsen af, at globaliseringens godstog ufortrødent kører videre, uanset hvad demokratiet har at sige, afspejles altså både på det personlige og det politiske niveau.

Dermed kan det være ligegyldigt, om nok så mange DJØFere forsvarer det nødvendige ved endeløse evalueringsskemaer, om nok så mange neoliberale forsvarer kapitalens frie tøjler, fordi det gør os rigere, og om nok så mange EU-tilhængere forsvarer projektets demokratiske legitimitet. Demokratiet lever og dør på, at folk føler sig inkluderet. Hvis de ikke gør det, må det løses, før vi hver især fortsætter med at forsvare vores eget yndlingshjørne af status quo.

Ellers vil 10erne blive husket som det årti, hvor en magtesløs befolkningen råbte »gør noget!« til magtesløse politikere, der svarede, at de intet kunne stille op.

Casper Gronemann er politisk reporter og cand.scient.adm.