Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vores kultur kan drukne i ironi

Den ironiske distance har været med til at præge debatten om det danske, hvor det for nogen udgør en pointe i sig selv at omgås vor egen kultur med forbehold. Det ser vi blandt andet i debatten om »Vinter« og »jul«.

Debatten om ordert »jul« er præget af ironisk distance, hvilket blev understreget, da to ansatte ved Nationalmuseet redegjorde for deres eksperiment med et erstatte juletræet med et »vintertræ«, skriver Sørine Gotfredsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Det er en vidunderlig følelse at blive tiltalt. Det er livgivende at mærke, at den, der står over for én, vil gøre alt, hvad der står i hans magt for at levere noget væsentligt, og den største tiltale er den, der sker i julen. Hvilket den første søndag i advent – i dag – jo er et varsel om.

Et menneske fødes til verden for at tale til os om håb og ånd på en måde, som ingen har gjort før, og set i lyset af denne store alvor er det interessant at følge debatten om ordet »jul«. Udover at rumme en indlysende iver efter tilpasning i forhold til andre kulturer end den kristne, er den præget af ironisk distance, hvilket blev understreget, da to ansatte ved Nationalmuseet forleden her i avisen redegjorde for deres eksperiment med et erstatte juletræet med et »vintertræ«.

Ikke overraskende blev mange vrede. Projektet var selvsagt under lavmålet for, hvad man forventer af professionelle museumsfolk, men episoden hjælper os til at forstå den krise, der kendetegner den kristne kultur, hvor vi med forunderlig lethed omgås det vigtige. Og mens den mest afgørende tiltale som sagt er den, der foregår fra Gud til menneske – og altså er indbegrebet af advent og julens indhold – skal vi også holde øje med den tiltale, der foregår mellem mennesker.

Den kan både finde sted i kirken og i teatret, og det kan være en stor oplevelse at overvære det skuespil, hvor alt føles så intensivt. Men det kan også være det modsatte. Den roste forestilling på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg, »En Skærsommernatsdrøm«, sætter tanker i gang, fordi man netop her ikke bliver tiltalt, men alligevel – eller netop derfor – lærer man noget om denne tid.

Forestillingen afvikles i en hul og ironisk atmosfære, og der er noget trist ved at sidde der og iagttage skuespillere, der alle er så veltrænede, at de sikkert ville kunne løbe en halvmaraton, men som ikke synes at have noget vigtigt på hjerte. De er formet af ironiens distance, narcissismens optagethed af kroppen samt den letkøbte humor, og det må vist være et særligt dansk talent at kunne få selv en Shakespeare-forestilling til at minde om en aften i Cirkusrevyen.

Man ser sig omkring i teatersalen og lytter til de billige grin og spørger sig selv, hvad der mon sker med os. Hvor bliver den seriøse tiltale af, og hvordan er vi nået derhen, hvor mange skuespillere er blevet til fysiske væsner, der synes at være formet af fitnessidealer snarere end af bestræbelsen på virkelig at tale til os? Netop denne udvikling antydede skuespiller Morten Hee Andersen vist også eksistensen af i et avisinterview forleden, hvor han kritiserede det »træningsmaniske«, der ifølge ham præger faget.

I den store samtale om vores kultur og selvforståelse og herunder bestemt også julens betydning genfinder man mange spor af den ironiske distance, som kendetegner en teaterforestilling som »En Skærsommernatsdrøm«.

Ligesom den også har været med til at præge debatten om det danske, hvor det for nogen udgør en pointe i sig selv at omgås vor egen kultur med forbehold, som det jo forleden så klart kom til udtryk med Nationalmuseets stræben efter at provokere dem, der er bekymret for ringeagten angående dansk og kristen identitet.

Hele denne kraft af ironi kan komme til at stå i opposition til åndelighed, hvilket også Søren Kierkegaard bemærkede efter i sin tid selv at være blevet offentligt latterliggjort på grund af et par kiksede benklæder. Han noterer følgende: »I intet Land er saaledes Almeen-Aanden saa stærkt udviklet som i Danmark.«

Ifølge Søren Kierkegaard kan danskernes tankeløse omgang med ironi få os til at gå glip af det væsentlige, for i en sådan doven »Almeen-Aand« kommer man nemt til at gøre grin med sin egen kultur – ja, selv på et Nationalmuseum, hvor man skulle tro, at det var det modsatte, der var målet. Nemlig at ære egen kultur.

Midt i denne tilstand af forkælet vestlig arrogance kan vi muligvis komme til at længes efter noget andet, og mens ingen endnu kender svaret på, hvor man i fremtiden vil søge hen, når man har fået nok af tom ironi og veltrænede kroppe og distanceret foragt for det, der er vores eget, er det indtil videre fortsat i kirken og i teatret, at den vigtigste tiltale foregår.

Prøv selv at gå derind. For eksempel her i adventstiden. Man mærker med det samme, om nogen herinde har noget væsentligt på hjerte, eller om det er den tomme ironi, der hersker. Hvis det sidste er tilfældet, skal man skynde sig ud igen.