I 2019 var jeg et virkelig dårligt sted i mit liv. Jeg var utrolig undervægtig, og al min fokus lå på at træne og tælle kalorier, hvilket resulterede i en ret slem spiseforstyrrelse. Da jeg så begyndte at arbejde på at komme ud af den, gik det op for mig, hvor forskruet vi taler om mad og sundhed i vores samfund, og hvordan det havde bidraget til, at jeg var havnet så dybt nede i en spiseforstyrrelse.
Da jeg var omkring 14 år, begyndte det at blive mere normalt i min vennekreds at finde på »sunde madalternativer« eller at tale om, hvor mange kalorier man havde forbrændt i fitnesscentret. Der gik ikke ret lang tid, før jeg selv havde tabt mig, i starten uden nogen hensigt om at gøre det. Men jo tyndere jeg blev, desto flere komplimenter fik jeg af mine klassekammerater og mine lærere, hvilket motiverede mig til at blive ved og dermed komme dybere ned i en spiseforstyrrelse.
