VM-skuffelsen har så småt lagt sig sammen med DBUs kritiske dialog, der fløj lige så langt over målrammen som Harry Kanes afgørende straffespark i kvartfinalen. Men kunne en skarpere idrætspolitisk strategi have sparet os for (igen) at se på, hvordan ansvaret blev spillet rundt mellem idrætten og politikerne, hver gang spørgsmålet om boykot eller ej kom på banen?
Om det var den massive kritik af VM i Qatar, som fik Hjulmands tapre tinsoldater helt ud af takt, er ikke til at vide. Men lad os i stedet, på vaskeægte sportslig manér, kigge fremad og se på, hvordan vi sørger for, at vi ikke ender samme sted igen. For lad os bare være ærlige, det er ikke første gang, at en stor international sportsbegivenhed har affødt kritik og usikkerhed på og uden for banen forud for sin start.
Diskussionen er efterhånden som en gammel cirkuselefant, som får en tur i medie-manegen, hver gang mere eller mindre autoritære regimer huser en stor sportsbegivenhed: Boykot eller ej? Hvis ja, hvem skal så boykotte? Og hvem skal i øvrigt beslutte det? Vi ser en dansk international idrætspolitisk strategi, som en del af løsningen.
