Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vistisen kritiserer mediernes EU-dækning for de forkerte ting

Anders Vistisen har ret i at kritisere EU-dækningen i medierne, men han kritiserer det forkerte. Det er den overfladiske og nogle gange decideret fraværende dækning, der skal kritiseres.

»Problemet med Vistisens kritik er, at den ikke rammer der, hvor skoen trykker,« skriver Niels Fuglsang. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Dansk Folkepartis Anders Vistisen gør ret i at kritisere mediernes EU-dækning. Men hans kritik rammer desværre skævt. Problemet er ikke, at medierne dækker EU for positivt, men snarere, at deres dækning er overfladisk og til tider direkte fraværende.

I en ny og omtalt bog, som husstandsomdeles til 240.000 danskere, kritiserer Dansk Folkepartis førstemand i Europa-Parlamentet de danske medier for at være jubeleuropæiske i deres EU-dækning. Udover at angribe en række navngivne journalister og eksperter for at være »EU-fanatiske« og »ultra pro-europæere«, peger Anders Vistisen på, hvad han mener er en generel tendens til, at medierne står på EUs side i spørgsmål som Brexit og de danske forbehold.

Niels Fuglsang Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Fuglsang ©Lars AArø.

Det er prisværdigt, at Vistisen rejser debatten om mediernes mangelfulde EU-dækning, for der er i den grad noget at komme efter. Problemet med Vistisens kritik er, at den ikke rammer der, hvor skoen trykker. Der er ikke belæg for, at pressen skulle være særligt EU-positiv. Det kan godt være, at EU-professor Marlene Wind er pro-europæer, når hun folder sine analyser ud på DR2 klokken 22.30. Til gengæld hamrer Ekstra Bladet løs på forbud mod krumme agurker og lakridspiber, som EU måske eller måske ikke hiver ned over os.

Jeg har arbejdet som rådgiver for Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet og som kampagneleder for Socialdemokratiets Europa-Parlamentskampagne i 2014. Jeg er nu selv kandidat til Europa-Parlamentet for samme parti. Jeg skal hilse og sige fra os EU-tilhængere, at det ikke altid føles som om, at det danske pressekorps er en klub af ultra pro-europæiske mennesker med våde drømme om en stadigt snævrere union. Jeg har gennem årene revet mig i håret i frustration over, hvordan Rina Ronja Kari og Morten Messerschmidt ofte uimodsagt har kunnet bruge pressen som megafon til at fortælle deres fantasifulde historier om, hvordan EU ødelægger vores natur og oversvømmer os med østeuropæiske snyltere.

Og jeg har oplevet, at vores pro-europæiske kampagner er blevet tilsvinet af presse og eksperter. For eksempel da vi i forbindelse med afstemningen om retsforbeholdet sagde, at vi kunne hjælpe politiet med at opklare grænseoverskridende sager om eksempelvis pædofili og kvindehandel ved at ophæve forbeholdet. Noget som politiet i øvrigt selv sagde. Det blev i pressen udlagt som om, at vi påstod, at man nærmest var pædofil, hvis man stemte nej. Det udsagn er latterligt, og derfor sagde vi naturligvis aldrig sådan noget ævl. Men sådan fremstod det i aviserne. Det kan godt være, at Vistisen er frustreret. Det er er vi andre også med modsat fortegn.

Problemet er overfladisk dækning

Hvis mediernes EU-dækning er syg, er sygdommen ikke en pro-europæisk virus. Snarere er problemet, at EU-dækningen er overfladisk og ofte direkte fraværende. Der er gode folk på vores dagblade og TV-stationer, der skriver kloge og indsigtsfulde analyser om europæisk politik. Men de er få, og de savner kollegaer.

»»fake news« og mærkelige påstande fra både pro- og antieuropæere har alt for nem adgang til sendefladen.«


Forskellige undersøgelser peger i retning af, at halvdelen af vores lovgivning i Danmark, afhængigt af hvordan man måler det, vedtages i EU. Det er tilsyneladende ikke den slags undersøgelser, de danske mediechefer bruger mest tid på at bekymre sig om. For mens de har ansat 160 journalister, der er akkrediteret til at arbejde i Folketinget, har de kun sendt i omegnen af 14 korrespondenter til Bruxelles.

Det er en grotesk prioritering, som betyder, at »fake news« og mærkelige påstande fra både pro- og antieuropæere har alt for nem adgang til sendefladen. Der er ganske enkelt ikke nok journalister, der har tilstrækkeligt med viden om EU til at kunne gennemskue, hvad der er relevante eller blot korrekte historier fra Europa-Parlamentet. Et stort svigt i en tid, hvor stadigt flere for vores samfund afgørende beslutninger træffes i EU, om det så handler om klima, handel, skattely, flygtninge eller kriminalitetsbekæmpelse.

Tre skævheder

Derudover lider EU-dækningen under nogle generelle tendenser, vi ser i medielandskabet i disse år. Lance Bennett, der er professor i politik og kommunikation ved University of Washington, peger på, at tre skævheder, som understøtter hinanden, har vokset sig store i den politiske journalistik. Han kalder dem »personalisering«, »dramatisering« og »fragmentering«.

De fleste nyhedshistorier om politik er i dag bygget op omkring en melodramatisk skitse med et velkendt persongalleri af politikere, der skiftevis optræder som helte og skurke, og som kører konflikter, intriger og magtkampe mod hinanden. Medierne fortæller sjældnere om de dybereliggende sociale, politiske og økonomiske udviklinger i samfundet, som ligger under de personbårne dramaer. TV-indslag og avisartikler hopper på den måde fragmentarisk fra drama til drama uden at beskæftige sig med de underliggende tendenser.

»Når EU-politikerne en sjælden gang kommer på forsiden, er det på grund af skandalesager.«


Skævhederne skyldes ifølge Bennett, at medierne er presset på grund af faldende oplagstal og krav om hele tiden at levere »breaking news«. Det betyder, at EU nedprioriteres. Lars Løkke Rasmussen, Mette Frederiksen og Kristian Thulesen-Dahl er velegnet til igen og igen at indtage hovedrollerne i dramatiske fortællinger om op- og nedture i meningsmålinger, alliancer og konflikter.

Derimod føler vi intet tilknytningsforhold til bureaukrater, EU-kommissærer og Europa-Parlamentsmedlemmer, og de kan derfor ikke levere samme sprængstof til mediernes historier, selvom det ofte er dem, der træffer de mest vidtgående beslutninger. Når EU-politikerne en sjælden gang kommer på forsiden, er det på grund af skandalesager såsom Vistisens egne sager om frås med EU-midler.

Showbusiness for ugly people

Der er som sådan intet galt med drama. Helt tilbage til de ældste græske tragedier har personer og drama fanget vores opmærksomhed. Avislæsning ville blive en kedelig disciplin uden. Forskellen på Sofokles og den danske EU-dækning er dog, at førstnævnte brugte sine persondramaer til samtidig at fortælle nogle dybere historier om samfund og kultur. Når medierne i dag fortæller persondramaer uden noget andet lag og formål end med Ronald Reagans ord at gøre politik til »showbusiness for ugly people«, svigter de demokratiet.

I amerikansk samfundsforskning har man to ord for det, vi i Danmark kalder »politik«, nemlig »politics« og »policy«. Førstnævnte, politics, dækker over de magt- og interessekampe, der foregår mellem politiske partier. Sidstnævnte, policy, dækker over den politik, der vedtages og som påvirker samfundet. Vivien Schmidt, der er professor i europæisk integration ved Boston University, har sagt, at EU er blevet »policy without politics«, mens nationalstaterne er blevet »politics without policy«. Medierne dækker alle de hundeslagsmål og persondramaer, der foregår på Christiansborg (politics). Men i virkeligheden er beslutningskraften i høj grad flyttet til Bruxelles, hvor politikken (policy) vedtages uden mediernes bevågenhed.

Globaliseringen har medført en massiv overførsel af magt fra Folketinget til EU. Svarene på tidens store spørgsmål såsom klimakrise, flygtningestrømme og regulering af kæmpe multinationale virksomheder, ligger i Bruxelles og ikke på Christiansborg. Måske det er på tide, at medierne begynder at prioritere derefter?