Viceskoleleder om årsagen til stressede og pressede unge: »En præstationskultur orkestreret af staten selv«

Jeg håber inderligt, at du som borger, forælder og vælger til det forestående kommunalvalg vil kigge efter kandidater, der vil noget andet med vores børn og unge end at slå dem i hovedet med tåbelige evalueringsværktøjer.

»Hvad blev der af friheden til forskellighed? Hvad blev der af tilliden til skolerne og lærerne, og hvad blev der af respekten for alle mennesker, uanset hvem man er, og hvad man kan?« skriver Thomas Skovbo. Mads Claus Rasmussen

Motivation. Selvstændighed. Ansvarlighed. Mødestabilitet. Valgparathed. Samarbejdsevne. Respekt. Tolerance. Sociale evner. Personlighed. Kreativitet. Arbejdskendskab. Arbejdspladsfærdigheder. Virketrang. Værkstedsfærdigheder. Færdigheder i at kunne skifte perspektiv mellem del og helhed. Anvendelse af teorier i praksis. Matematik. Dansk. Engelsk. Fysik/kemi. Tysk. Historie. Samfundsfag. Kristendomskundskab. Biologi. Geografi. Idræt. Håndværk og design …

Blev du også helt forpustet og lettere forvirret, eller opgav du undervejs? Man tror, det er løgn, men den er god nok. Det er aktuelle bedømmelseskriterier i dagens skoledanmark – i 8. klasse!