Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vi smider ikke kun uniformen, men også demokratiet, når vi dropper mærkerne

Beslutningen om at droppe duelighedsmærker hos pigerspejderne er blevet taget hen over hovedet på de menige medlemmer og vil ikke føre noget godt med sig, skriver en pigespejder.

»Jeg er pigespejder i Frederiksberg Gruppe. (...) Er vi ekskluderende, når vi bærer vores mærker? Er vi ekskluderende, når vi gør alt for at være inkluderende? Vi har medlemmer fra alle samfundslag, og vi har plads til diversitet. Mærkeproblemet er ikke noget, man oplever som daglig leder,« skriver Majken Laugesen. (Arkvifoto) (Foto: Torkil Adsersen/Scanpix 2012) Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen

Siden De grønne pigespejderes hovedbestyrelse offentliggjorde, at vi ikke længere skal bære vores nuværende uniform med mærker, har meningerne raset frem og tilbage.

Det, der for alvor har sat gang i shitstormen, er det faktum, at vi ikke længere må bære mærker på tøjet – de skal ud andre steder, så de ikke længere bliver vist frem i spejderregi. Man mener, at mærkerne er ekskluderende, og en uniform uden mærker vil være inkluderende.

Jeg er pigespejder i Frederiksberg Gruppe. Vi er 130 medlemmer fra fem til 70 år, og vi har medlemstilgang. Er vi ekskluderende, når vi bærer vores mærker? Er vi ekskluderende, når vi gør alt for at være inkluderende? Vi har medlemmer fra alle samfundslag, og vi har plads til diversitet. Mærke-problemet er ikke noget, man oplever som daglig leder.

»Vores medlemmer er ikke interesseret i at bære rundt på deres mærker henne i skolen, ligesom de ikke er interesseret i at bære rundt på deres skolebøger til spejder.«


I en video, der er lagt op på Facebook, udtaler flere eksperter, at når man vinder en medalje til sport, bærer man ikke rundt på den. At være spejder skal ikke sammenlignes med sport. Til spejder tager vi mærker med vores patrulje. Det er fællesskabet, det handler om.

Vi har ikke mulighed for at hænge mærker op, derfor er de på vores tøj – så vi kan fejre dem sammen, samt vise dem for yngre og andre spejdere, der kan glæde sig til at tage netop det mærke. Mærkerne fungerer også som en »icebreaker«, som især vores teenagere lever højt på.

Majken Laugesen Fold sammen
Læs mere

For mange af vores medlemmer er mærkerne symboler på en fælles sejr. Noget, der har været svært, er blevet overvundet, og man bærer det med stolthed blandt spejderkammeraterne. Dette skal nu fjernes fra spejderregi. Hovedbestyrelsen har forsikret os om, at vi fortsætter med at tage mærker – at vi må være kreative med, hvor de skal sidde. Der er blevet foreslået hatte, muleposer el.lign., men hvad det ikke lader til, at hovedbestyrelsen forstår er, at spejdermærker hører til i spejderregi.

Vores medlemmer er ikke interesserede i at bære rundt på deres mærker henne i skolen, ligesom de ikke er interesserede i at bære rundt på deres skolebøger til spejder. Spejdermærker hører til spejder.

Hvad der støder os mest er, at ledelsen har taget denne beslutning hen over hovedet på os spejdere. Vi har ikke hørt om processen op til beslutningen, og da den blev offentliggjort, sad mange med en følelse af, at det var en aprilsnar.

»Nu er spørgsmålet så, om vi skal nægte at adlyde, eller om hovedbestyrelsen trækker sit diktat tilbage?«


Hovedbestyrelsen er ikke til at rokke – lige meget, hvor mange argumenter der bliver fremsat, og lige meget, hvor mange underskrifter, der bliver samlet ind, står den fast. Vi kalder det for autokrati – eller værre, diktatur, hvilket vi ikke vil lære vores spejdere. Det er ikke noget, vi vil underlægge os.

Selvfølgelig har hovedbestyrelsen beføjelser til at beslutte mange ting for korpset. Det er godt, at vi har den – den er frivillig og medlemmerne af den gør det udelukkende af passion for spejderlivet, men der er nogle gange, at man skal bøje sig for flertallet. Som min medleder gravede frem på pigespejder.dk, bryster korpset sig af at være demokratisk, Det lærer vi vores spejdere. Vi har altid talt om tingene. Men denne sag kan vi ikke tale om – ikke ifølge hovedbestyrelsen.

Nu er spørgsmålet så, om vi skal nægte at adlyde, eller om hovedbestyrelsen trækker sit diktat tilbage?