Dette er en del af en Pro et Contra. Du kan læse Kresten Schultz Jørgensen argumentere for det modsatte synspunkt her.
Vi har et mangfoldigt udvalg af politiske partier i Danmark. De er med til at give en levende demokratisk samtale. Det er en styrke, og det ville være en fejl at hæve spærregrænsen. I de små og ofte nye partier er der bedre plads til de holdninger og positioner, de større partier ikke indtager, fordi de små partier ikke skal appellere så bredt.
Det beriger den politiske debat, når mindre gængse holdninger har mulighed for at blive luftet fra Folketingets talerstol. Måske vinder de med rette større folkelig opbakning, eller måske skydes de ned med gode saglige argumenter. I begge tilfælde vinder demokratiet.
Jeg er ikke liberal. Men derfor kan jeg på demokratiets vegne godt sætte pris på, at Liberal Alliance stadig er i Folketinget på trods af deres valgresultat.
I store folketingsgrupper kan der være uenigheder, som aldrig bliver en del af den offentlige debat. Sådan er det i et parti – der skal gives og tages. Nogle politiske standpunkter kan bedre trives i de mindre partier. Det kan lægge et sundt pres på de større etablerede partier, som kan være tvunget til at tage politisk stilling til et område, der splitter, og som ikke er det mest belejlige at diskutere.
Jeg er ikke liberal. Men derfor kan jeg på demokratiets vegne godt sætte pris på, at Liberal Alliance stadig er i Folketinget på trods af deres valgresultat. Nu kan de stadig bruge Folketingets talerstol til at minde Venstre om deres liberale arvegods, og presse mit eget parti til at pudse den konservative profil af. Jeg er ofte uenig med Alternativet, men jeg er glad for, at de i de næste fire år stiller spørgsmål, jeg selv er nødt til at finde gode konservative svar på. Det er et sundt pres.

Flere bliver hørt
Samtidig sikrer en lav spærregrænse, at mange flere danskere bliver hørt på Christiansborg. Et parti der lige netop klarer spærregrænsen, som den er i dag, repræsenterer mere end 70.000 mennesker. Der er ingen grund til at hæve antallet af vælgere, der ikke bliver repræsenteret i Folketinget.
Mange er måske bange for, at partier med ekstreme holdninger for nemt kan komme i Folketinget. Lidt over 20.000 underskrifter, og en succesfuld valgkamp, og så er man inde. Jeg mener, at valgkampen netop viste os, at det bedste er at lade de ekstreme holdninger komme til orde i stedet for at ignorere dem. Derfor mener jeg, at spærregrænsen er fin, som den er.
Dette er en del af en Pro et Contra. Du kan læse Kresten Schultz Jørgensen argumentere for det modsatte synspunkt her.