Et virusudbrud har rystet verden mere end en global kæmpeorkan. Intet jordskælv, ingen konflikt, ingen finanskrise, selv ikke en krig har haft så stor virkning på så kort tid i så stor en del af verden. Industri og produktion er stoppet, grænser er blevet lukket, mennesker har mistet deres job og levebrød og ikke mindst: Indtil videre er mere end 400.000 mennesker døde af coronavirus.
Også vores europæiske projekt står over for sin største udfordring nogensinde. Inden for EU har virusudbruddet ramt alle, men regioner og lande er ikke ramt lige hårdt. Spredningen af virussen kom tidligt og med voldsom styrke til Italien og Spanien, imens andre lande fik mere tid til at træffe foranstaltninger og forberede deres sundhedssystemer. Alle lande har forsøgt at beskytte deres borgere med nedlukninger og restriktioner, hvilket igen har haft alvorlige konsekvenser for fællesskabets måde at fungere på.