Der bor ingen mennesker på Hans Ø eller Tartupaluk, som øen hedder på grønlandsk. Det giver mening, for der er tale om en lille, gold klippeø på blot 1,3 kvadratkilometer. Men den ligger midt imellem Canada og Grønland, og både Canada og Kongeriget Danmark har gennem årtier gjort krav på suverænitet over øen.

Diskussioner med Canada om øen går helt tilbage til 1971. Vi har løbende hejst Dannebrog på øen. Tilsvarende har Canada hejst Maple Leaf. Det er symbolske markeringer, der heldigvis er foregået i fredsommelighed og med et vist glimt i øjet. Begge parter har som regel også efterladt en flaske som gave til modparten.