Coronakrisen har givet os en oplagt anledning til at se på, hvordan vi som samfund bruger vores ressourcer bedst muligt i et i forvejen presset sundhedsvæsen. Et godt sted at begynde er at stoppe med at hælde pengene i et sort hul. Medicinspild koster hvert år samfundet milliarder af kroner, samtidig med at det udsætter patienter for risici og belaster vandmiljøet. Ved at minimere spild kan vi trylle rigtig mange penge frem, som kan bruges smartere end i dag på at sikre den bedste pleje og behandling til patienterne – også i fremtiden.
Alliancen Stop Medicinspild ønsker et sundhedsvæsen, der bruger pengene rigtigt. Vi vil have løst problemet med medicin, der ordineres for meget af, tages forkert, smides ud eller havner i toilettet.