Forleden præsenterede statsministeren et forsøg på at gøre det nemmere for virksomheder at få kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Dagen efter talte vi med Grundfos’ topchef, Mads Nipper, om at besværet med at få udlændinge hertil er uholdbart. Det er på tide, at vi erkender, at udlændinge, der kommer for at arbejde, ikke er lig med flygtninge. Det første handler om arbejdsmarkedspolitik, det sidste om udlændingepolitik, og det er desværre sidstnævnte, der driver den politiske dagsorden.
Faktum er, at globaliseringen påvirker danskerne positivt i form af stigende international samhandel, en hastigt voksende teknologisk udvikling og tilstrømning af udenlandsk arbejdskraft. Og globaliseringen er et plus for danskernes generelle velstand, idet hver dansker høster en årlig gevinst på cirka 1.200 kroner - eller syv milliarder kroner i alt - alene på fordelene ved lavere priser. Hvis den positive udvikling skal fortsætte, kræver det et holdningsskift.