I Danmark dør knap 3.000 mennesker hvert år af alkohol, 5,5 procent af alle dødsfald. Mange, der er afhængige af alkohol, dør tidligt, for eksempel som 50-60-årige. I gennemsnit dør mindst en ung om måneden på grund af alkohol – oftest af en ulykke. I hver femte trafikdødsulykke er alkohol indblandet. Uden alkoholdødsfaldene ville middellevetiden i Danmark være steget med et år.
Hvor mange, der bliver syge eller dør af alkohol, vokser eller falder med det generelle forbrug af alkohol. Aktuelt drikker cirka 16 procent – 860.000 over 16 år mere end Sundhedsstyrelsens nuværende genstandsgrænser på ti genstande om ugen for begge køn – hver fjerde af dem ønsker at nedsætte forbruget. Ni procent drikker mindst fem genstande ugentlig på én dag. Ser man på de tidligste genstandsgrænser fra 1990: 21 om ugen for mænd og 14 for kvinder, blev de overskredet af 12 procent i 2000 men 6 procent i 2021.



