Med udsigt til Storebælt, 12 meter oppe i luften, var der en skøn udsigt. Men jeg havde det ikke skønt – tværtimod. Om lidt skulle jeg tage springet. Bevares, jeg havde hoppet fra femmetervippen et par gange før i svømmehallen. Men tolv meter var alligevel betydeligt højere. Jeg var i slutningen af min værnepligt i foråret 2021, som efterlod mig i mange pressede situationer. Alligevel, når jeg nu kigger tilbage, var det dette øjeblik i Korsør, hvor jeg mest af alt havde lyst til at give op. Jeg tog en dyb indånding, satte i spurt og tog springet.

De nyeste tal fra Region Hovedstaden viser en chokerende tendens blandt unge. Knap 20 procent lider af angst eller tegn på depression, 25 procent oplever ensomhed, og 53 procent er stressede. Dette er forfærdelige tal. Som ung studerende hører jeg til denne generation, og jeg er mildest talt bekymret på vores vegne.