Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vi er snublet ind i en ny kold krig

Jeg efterlyser vestlige ledere og borgere som Ronald Reagan og Margaret Thatcher, der kan opruste ideologisk og bringe sammenholdet og selvtilliden tilbage til den frie verden.

Autokratier som kommunist-Kina, Putins Rusland, Erdogans Tyrkiet, Saudi-Arabien og Iran vejrer morgenluft, og den islamiske fundamentalisme trives også stadig. Her ses Vladimir Putin, Indiens Narendra Modi og Kinas Xi Jinping under G20-topmødet i juni. Fold sammen
Læs mere
Foto: MIKHAIL KLIMENTYEV

»1980erne har ringet, og de vil gerne have deres udenrigspolitik tilbage, for Den Kolde Krig sluttede for over 20 år siden.«

Således lød Barack Obamas meget selvsikre svar til den republikanske udfordrer Mitt Romneys kritik af Obamas bløde linje over for Putins Rusland under en debat op til det amerikanske præsidentvalg i 2012.

I dag fremstår bemærkningen både naiv og dumsmart.

Trods sit klarsyn blev Romney ikke USAs præsident. Og ved det følgende valg i 2016 vandt Donald Trump til manges store chok. Den slags politiske jordskred ses over hele den vestlige verden, og det virker som om den frie verden næppe har været så meget i splid med sig selv siden Anden Verdenskrig.

Jeg efterlyser vestlige ledere og borgere som Ronald Reagan og Margaret Thatcher, der kan opruste ideologisk og bringe sammenholdet og selvtilliden tilbage til den frie verden. Som tør tale fællesskabet mellem frie nationer op. Som ved, at vores fjender ser barmhjertighed som svaghed. Som ved, at vi er nødt til at betale en pris for at bevare friheden.

Historien slutter ikke bare

Og som står fast på, at den frie verden er en klub, som alle mennesker fortjener medlemskab af, uanset hvad deres undertrykkere mener.

Nicolai Svejgaard Poulsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Nicolai Svejgaard Nicolai Svejga.

Autokratier som kommunist-Kina, Putins Rusland, Erdogans Tyrkiet, Saudi-Arabien og Iran vejrer morgenluft, og den islamiske fundamentalisme trives også stadig. Alle disse kræfter foragter den liberale verdensorden med frihed, frihandel og regler.

Denne verdensorden har altid været mere ideal end virkelighed. Men efterstræbelsen af idealet bragte os langt. Nu synes idealet på retræte, og det samme med efterstræbelsen. Vesten vandt Den Kolde Krig og lagde sovjetkommunismen i graven, men glemte, at historien ikke bare slutter. Og nu betaler vi prisen for vores indbildskhed, dovenskab og useriøse forsvarspolitik.

Vi er snublet ind i en ny kold krig - mere forvirrende end den sidste, og med fjenderne på sin vis langt tættere på os. Den samhandel med vores fjender, der angiveligt skulle få dem til at ligne os, påvirker også den anden vej.

Putin kan lukke for gassen, og Kommunist-Kina kan smække grænsen i for varer og trække investeringer ud. Det er ikke nogen teoretisk risiko, som allerede Tibet-sagen i 2012 viste.

Jeg elsker globalisering og frihandel, og jeg ville helst ikke være handel med autokratier foruden. Men det indebærer også, at vores frihed i fremtiden kommer med en højere pris, når autokratierne straffer trodsighed. Den nemme løsning vil være at bøje nakken, så ingen rammes på levebrødet. Men det vil i den grad ikke være den anstændige løsning.

Lige nu er vi slet ikke forberedt. Allerede under Muhammed-krisen var det svært for mange at vælge, om ytringsfrihed eller eksport til Mellemøsten var vigtigst, så hvad med næste gang?

Vi behøver et stærkt og principfast vestligt lederskab og borgerskab, hvis denne nye kolde krig ikke skal ende i vestlig apati og autokratiske velmagtsdage. Og vi skylder vores forgængere, der var villige til at yde ofre for friheden, at være det samme.