Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

USAs unikke samfundsproblem: Hvorfor dræber amerikanerne hinanden?

At stikke hovedet i forskningen bag den amerikanske debat om masseskyderier giver både svar og stiller nye spørgsmål.

»Hvorfor gør politikerne dog ikke noget? Våbenlovgivning er blevet et meget politiseret emne, der i ganske ekstrem grad aktiverer amerikanernes partipolitiske tilhørsforhold,« skriver Asmus Leth Olsen. Foto af folk holder deres telefoner op for at mindes ofrene ved masseskyderiet i El Paso i Texas 4. august. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARIO TAMA/Ritzau Scanpix

Så skete det igen. Hele to masseskyderier på én weekend i USA har kostet over 30 mennesker livet. Masseskyderierne skal dog ikke tage vores opmærksomhed væk fra, at der helt generelt er mange flere drab i USA end i Europa.

Over de seneste ti år har der ret stabilt været fem-seks gange flere, når vi tager højde for befolkningstallet.

Amerikanerne står derfor med et helt unikt samfundsproblem, som intet andet industrialiseret land skal slås med. Naturligt nok raser debatten derfor om alt fra våbenlovgivning til computerspil som mulige forklaringer. Det er ikke min egen forskningshjemmebane, men et fascinerende bunkebryllup mellem økonomer, psykologer og politologer, som er værd at tage en rundtur i.

Computerspil gør ikke folk voldelige

​Første stop er en gammel traver: Unge mænd bliver voldelige af at spille for meget computer. Vi har af gode grunde ikke gode studier, der direkte kobler computerspil og masseskyderier, men en del har undersøgt voldelige computerspil og mål for aggression, der formentlig er en forudsætning for voldelig adfærd.

Foto: Asmus Leth Olsen SH.

Generelt er det faktisk et ret svært spørgsmål at undersøge videnskabeligt, for der er i forvejen ret store forskelle mellem folk, der nyder at spille voldelige computerspil, og folk der ikke gør. Vi kan derfor ikke bare sammenligne dem direkte. De bedste studier er derfor eksperimentelle.

Det betyder, at man lader en forsøgs- og kontrolgruppe ved lodtrækning spille voldelige eller ikke-voldelige spil og måler derefter deres aggressionsniveau. Et helt nyt af disse studier lader sågar skuespillere provokere deltagerne efter forsøget for at se, om de reagerer med aggression. Studiet finder dog ingen sammenhæng.

»Men hvad nu, hvis autister spiller voldelige computerspil?« sidder der måske en og tænker for sig selv, fordi flere amerikanske snakkehoveder på TV har knyttet netop denne gruppe til computerspil og massedrab. Hvor usandsynligt det end lyder, er der faktisk lavet et systematisk studie, der sammenligner autister og ikke-autisters reaktion på voldelige computerspil, og de reagerer ret ens.

Hvad med antallet af våben?

​Tilbage i den virkelige verden lander debatten derfor naturligt nok på antallet af våben. Der er flere våben i USA, end der er amerikanere. Den respekterede økonom Jennifer Doleac har på Twitter gennemgået en række nyere studier, der kigger på effekten af tiltag til at reducere adgangen til våben.

»I flere af de gode nye studier, vi har, er denne sammenhæng positiv: flere våben giver flere drab.«


Som med computerspil er det svært at undersøge effekten, og modsat computerspil kan vi ikke umiddelbart i en amerikansk kontekst studere det eksperimentelt. Man kan ikke lovligt ved lodtrækning forbyde nogle mennesker at bære våben, mens andre frit kan gøre det. Men i flere af de gode nye studier, vi har, er denne sammenhæng positiv: flere våben giver flere drab.

Men det er mere usikkert om lovgivning, der reducerer antallet af våben, vil opnå samme resultat lige med det samme. Eksempelvis er det uklart, hvilken lovgivning der, realistisk set, vil kunne gøre et indhug i de over 300 millioner våben i USA. Doleac argumenterer derfor, at våbenlovgivning ikke skal være det eneste værktøj. Hun peger blandt andet på en række nye interventionsstudier, der anviser nogle meget omkostningseffektive løsninger til at reducere aggressiv adfærd blandt unge mænd.

Hvorfor gør ingen noget?

Sidste stop er min egen verden – den politologiske: Hvorfor gør politikerne dog ikke noget? Våbenlovgivning er blevet et meget politiseret emne, der i ganske ekstrem grad aktiverer amerikanernes partipolitiske tilhørsforhold. Et meget omtalt studie viser således, at partitilhørsforhold påvirker ens evne til at løse et simpelt regnestykke, der viser effekten af våbenlovgivning. Man »kan« ikke svare korrekt, når resultatet ikke passer til ens holdning til våbenlovgivning.

Der er samtidig stærke interessegrupper, som arbejder for at beholde status quo for våbenlovgivning. Eksempelvis kontakter våbenejere langt hyppigere deres lokale folkevalgte. Det er én forklaring på, at amerikanske politikere i voldsom grad fejlvurderer egne vælgeres støtte til våbenlovgivning. Et meget banebrydende studie viser således, at politikere fra begge partier voldsomt undervurderer vælgernes villighed til at stramme våbenlovgivning.

Der er altså ingen lette løsninger, og modstanden fra koncentrerede interesser er stor. Vi har nok desværre ikke hørt de sidste drabelige historier fra USA.