Lige nu lancerer uddannelsesinstitutionerne i de store byer deres planer om lukning og udflytning af studiepladser. Op mod ti procent af pladserne skal lukkes – selv på institutioner med tårnhøj beskæftigelse. Det værste er dog, at de ikke kan lave nye uddannelser de næste ti år.

Det er vigtigt, at vi har et land i balance. Det er vigtigt, at der er muligheder for unge i hele Danmark. Derfor giver det også mening, når et bredt flertal i Folketinget ønsker at skabe bedre balance mellem de store byer og det øvrige land. Det giver dog ikke mening at forsøge at løse et problem på landet ved at skabe et nyt problem i byerne – og det er netop det, som udflytningsaftalen er i gang med.