TV 2s lumre jubilæumsvideo viser faren ved hverdagssexisme

Når sexisme bliver hverdag og endda båret frem af den øverste ledelse og de mest kendte tv-værter – som i TV 2s jubilæumsvideo – får menige ansatte utrolig vanskeligt ved at sige fra.

Nogle ældes ikke med ynde. Som for eksempel den nu berygtede musikvideo, som TV 2 producerede i anledning af sit 25-årsjubilæum. Her optrådte TV 2s daværende ledelse sammen med stationens stjerneværter og yngre letpåklædte kvinder i playboy-kostumer.

I musikken lyder teksten blandt andet, »Vi smider kjole og hat«, »ryst rumpetten« og »vi skider hul på etiketten«. I slutningen af videoen ses den tidligere nyhedsvært Jes Dorph-Petersen, der har udset sig en lækker røv blandt de kvindelige medvirkende og taler med Morten Stig Christensen om, hvordan »den er i virkeligheden«.