USAs erhvervsliv og skiftende regeringer har i mange år været utilfredse med NAFTA-aftalerne med Mexico og Canada, der er USAs to største handelspartnere. Præsident Obama gik til valg i 2012 med løftet om en justering af især aftalen med Mexico, hvad der kun udløste anerkendelse i de amerikanske medier, da alt hvad Obama siger og gør er smukt og menneskevenligt. Efter valget glemte Obama alt om sine løfter, som Trump så lovede at indfri, hvis han blev præsident. Men nu var det pludselig den forkerte mand, der skulle gøre det rigtige, og derved blev det rigtige forkert.
Både amerikanske og danske medier har siden omtalt Trumps arbejde for at ændre handelsbalancerne som »Trump’s handelskrig«, som i den sidste ende ville ende med en forarmelse af den amerikanske befolkning. Trump, der jo ikke er politiker, men forretningsmand, er naturligvis klar over, hvad eksportbegrænsninger vil betyde for amerikanske virksomheder som Boeing, Kraft Foods, Texaco og Pfizer. Præsidenten er således ikke i gang med at planlægge sit lands undergang, men er ved at indfri sine valgløfter gennem justeringer af eksisterende aftaler.