Årg, jeres generation lider sgu af hensynsbetændelse, vrissede jeg midt under en familiemiddag med min frue og mine to voksne bonussønner.
Udbruddet var en reaktion på, at jeg endnu en gang blev tysset på og irettesat af drengene, som til trods for, at vi befandt os i Bologna, var bekymrede for, at andre kunne høre og aflæse mine banale betragtninger om mennesker fra Afrika og den dominerende religion i de mellemøstlige lande. Jeg var ganske enkelt irriteret over, at jeg nu også i en familiær sammenhæng skulle til at blive tillagt synspunkter, jeg ikke har, blot på grund af mit sprogbrug.