Tillidspagt i sundhedsvæsenet: Det vil give tid til at sidde et øjeblik på sengekanten og holde en patient i hånden

Vi har brug for en tillidspagt i sundhedsvæsenet, hvor vi er enige om at støtte vores fagfolk, og hvor vi kun kræver dokumentation, der har betydning for patientsikkerheden, og som giver faglig mening.

Sundhedspersonalet mødes dagligt med voldsomme dokumentationskrav, der opleves som rigide og ude af trit med den virkelighed, de bevæger sig i. Den dokumentation, der føres, bør føres af hensyn til patientsikkerheden, og ikke for at være garderet i en eventuel klage- eller tilsynssag, som opstår, fordi et patientforløb ikke gik som forventet. Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Sundhedspersonalet er danmarksmestre i tillid. Det siger danskerne, når de år efter år bliver spurgt om, hvilke faggrupper de stoler mest på. Det er vi stolte af, for tillid er helt afgørende for et velfungerende sundhedsvæsen. Men vi skal også vise tillid til vores fagpersonale, så vi sikrer, at deres ressourcer bruges bedst muligt, både til gavn for patienterne og medarbejderne.

Derfor har vi brug for et opgør med den måde, som vi udviser tillid på. Vi har brug for en tillidspagt.