Det går hurtigt i politik i disse tider. Hvor det for bare få år siden kunne være en skandale, at et parti løb fra et valgløfte, eller en politiker måtte krybe til korset og ændre en tidligere fremført politisk holdning – bare tænk på det berømte træ, der stadig klæber til Anders Samuelsens navn – sker den slags i dag hele tiden.
Vi trækker på skuldrene og er hurtigt videre. Det har politikerne selvfølgelig opdaget, og de kan derfor uden videre konsekvenser skifte holdning, standpunkt, synspunkt, parti og principper alt efter, hvad der til enhver tid er opportunt for dem selv og deres politiske karriere.