Mette Frederiksen har meddelt, at der til sommer skal gennemføres reformer, der øger beskæftigelsen med cirka 10.500 personer. Dette for at kompensere for, at Mette Frederiksens politik indtil videre har reduceret beskæftigelsen varigt med 10.500 ifølge S-regeringens økonomer. I den forbindelse vil det være oplagt at vende blikket mod den danske SU. Dels fordi den er verdens højeste, og fordi den er langt højere end i sammenlignelige lande som Sverige og Finland. Dels fordi der er et stort jobpotentiale i de knap 500.000, der årligt modtager SU.
Løkke fremlagde i 2016 en SU-reform, der ikke kunne få opbakning i Folketinget. Dengang lød skønnet for jobeffekten på 8.000. Nu er den effekt opjusteret til 12.000 af Mette Frederiksens økonomer. Desuden forbedres de offentlige finanser med 4,4 milliarder kroner. Hvis Mette Frederiksen gennemfører Løkkes SU-forslag, er hendes reformkonto positiv svarende til et plus på cirka 1.500 personer.