Hvad betyder bionik? Hvad er en krystalpære? Og hvad er det nu, crowdfunding går ud på? En hurtig søgning på nettet giver svarene. Søgemaskinerne leder nemlig til opslag i Den Danske Ordbog, som forklarer, hvad ord i moderne dansk betyder.
Hver dag lægger over 100.000 mennesker deres vej om ad Den Danske Ordbog for at få vejledning i, hvad et ord eller et udtryk betyder, og hvordan det bruges. Til november kan ordbogen, som udgives af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, fejre sit tiårs jubilæum som netordbog. Siden premieren i 2009 har den etableret sig som den vigtigste kilde til oplysninger om moderne dansk.