Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Teaterdirektør: Derfor er vovemod og ambition en mangelvare i dansk teater

Når alt skal måles i kroner og øre, er det naturligvis mere fristende på de danske teatre at opsætte træfsikre billetbaskere end nyskrevne forestillinger, hvor et imponerende billetsalg ikke kan garanteres på forhånd.

kultur-seebach
Årets publikumsbasker: Publikum kunne ikke få nok af musicalen om Tommy og Rasmus Seebach. Her Pelle Emil Hebsgaard som førstnævnte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Malmose

»Vovemod efterspørges. Ambition er en mangelvare.«

Sådan skriver Berlingskes teaterredaktør Jakob Steen Olsen i sin gennemgang af teateråret 2018. Han har helt ret. Forklaringen på tingenes tilstand finder vi i tidsånden, der dikterer, at alting helst skal kunne måles i kroner og øre.

Hans Henriksen Fold sammen
Læs mere

Denne merkantile og utålmodige tilgang afføder på én gang en manglende interesse for det eksperimenterende og udfordrende og et krav om nemme løsninger, som kan tilfredsstille os her og nu. Værdien af faglig fordybelse bliver hermed undertrykt, og vi bilder hinanden ind, at det er spild af tid at gå i dybden med en nichepræget interesse.

Vi glemmer dog, at den europæiske kultur er frembragt af personer, der gennem fordybelsen dedikerede deres virke til at revolutionere vores syn på verden, det politiske system, kunsten og kulturen. Fra da Vinci og Shakespeare til Sokrates og Kant, fra van Gogh og Goethe til H.C. Andersen og Søren Kierkegaard.

Gennem århundreder har teatrene ladet publikum sidde ansigt til ansigt med de kunstneriske iscenesættelser af disse personers virke, udtrykt gennem alt fra politiske dramaer til eksistentielle livskriser.

Det dannelsesmæssige perspektiv heri har været så stort, at man i velfærdssamfund som det danske i sin tid satte sig for at subsidiere scenekunsten, så flest mulige borgere kunne få sådanne oplevelser.

Elitær vs. folkelig

Men tiderne skifter, og formidlingen af denne form for kunst og kultur har nu trange kår. For når alt skal måles i kroner og øre, er det naturligvis mere fristende at opsætte træfsikre billetbaskere end nyskrevne forestillinger, hvor et imponerende billetsalg ikke kan garanteres på forhånd.

Det økonomiske pres på teatrene akkompagners ofte af argumentet om »det elitære« vs. »det folkelige«. Den nyskrevne scenekunst kaldes »elitær«, mens den kommercielt orienterede scenekunst så kaldes »folkelig«.

På denne måde bliver det nemt at foregive, at man faktisk er på folkets side, når man presser teatrene på økonomien. Det er imidlertid en skinmanøvre.

»Menigmand har ikke råd til regelmæssigt at opleve denne såkaldt folkelige scenekunst.«


Billetpriserne på Det Kgl. Teater og landsdelsscenerne er nemlig så høje, at menigmand ikke har råd til regelmæssigt at opleve denne såkaldt folkelige scenekunst. De eneste, der har råd til dette, er den økonomiske elite. Dermed bliver den offentligt støttede scenekunst en størrelse, som alle borgere betaler til, men som kun de rige har råd til at benytte sig af.

Når alt kommer til alt, har prioriteringerne på området derfor intet at gøre med »elitær« vs. »folkelig«.

Skulle en nicheforestilling vise sig at have et større kommercielt potentiale end en genopsætning af en gammel klassiker, ville det være den forestilling, som teatrene helst skulle opsætte. For det handler først og fremmest om hvilken scenekunst, der kan generere den største indtægt og dermed belaste de offentlige budgetter mindst muligt. Det er blevet kaldt »at opsøge borgerne der, hvor de er.«

Men tænk engang, hvordan det ville styrke både demokratiet og det kunstneriske vovemod, hvis ambitionen i stedet var at lukke borgernes verden op.