Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Studietursloft er kollektiv straf og hjælper ingen

Når vi nu har muligheden for at gøre en studietur unik, hvorfor så ikke blive ved med at have den mulighed, i stedet for gøre alle studieture ens?

»Jeg kan godt forstå ministerens intention bag forslaget. Alle skal kunne være med. Når det er sagt, synes jeg, at forslaget kommer til at blive en kollektiv straf i stedet for, at vi løfter hinanden,« skriver Mads Mahler Clemmensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Uddannelsesministerens forslag om et loft på studieture er ikke en hjælp til de økonomisk svage elever, men en kollektiv straf mod alle elever på ungdomsuddannelser.

Forleden kom uddannelsesminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) med forslaget om, at studieture på ungdomsuddannelser skal have et maksbeløb på 3.000 kr., så alle kan komme med. Fordi der er opstået en »kultur« med meget dyre studieture, og det, mener ministeren, er synd for de elever, som ikke har råd, og som derfor ikke kan komme med.

Jeg var selv i Beijing på studietur, da jeg gik i gymnasiet. Det var en unik og fantastisk tur, som mine gamle klassekammerater og jeg nok aldrig vil glemme. Det skal lige siges, at studieturen kostede 8.000 kr., og alle forældre skulle godkende destinationsforslaget inden. Det blev godkendt. To elever og deres familier fik økonomisk hjælp til at komme med. Hele klassen tog af sted, og vi fik en fantastisk tur.

Jeg ville have været ked af, hvis den tur i stedet havde været til Berlin.

Mads Mahler Clemmensen Fold sammen
Læs mere

Jeg kan godt forstå ministerens intention bag forslaget. Alle skal kunne være med. Når det er sagt, synes jeg, at forslaget kommer til at blive en kollektiv straf i stedet for, at vi løfter hinanden.

Lad os tage et fiktivt eksempel. 2.s har fået mulighed for at komme til Japan på studietur. Turen koster 7.000 kr. pr. person for ni dage. Klassen har 25 elever. Der er tre familier, der kun kan betale 3.000 kr., og resten af klassen kan godt betale. Dvs. at klassen eller skolen skal finde 12.000 kr. for at få de sidste tre med. Et stort beløb, men ikke umuligt for hverken klassen eller skolen.

Med undervisningsministerens forslag bliver det sådan: Muligheden for Japan eksisterer stadig. Turen koster stadig 7.000 kr. 25 elever betaler 3.000 kr. Nu mangler der 4.000 kr. gange 25. Det betyder, at den samme klasse nu skal ud og finde 100.000 kr. for at komme på sin drømmetur til Japan.

»Derfor, kære uddannelsesminister, rammer dit forslag skævt. Det hjælper ikke de elever, som ikke har råd til de dyrere ture, men i stedet straffer det hele klassen.«


Derfor, kære uddannelsesminister, rammer dit forslag skævt. Det hjælper ikke de elever, som ikke har råd til de dyrere ture, men i stedet straffer det hele klassen og skolen, da man i stedet for at skulle hjælpe enkelte elever skal hjælpe alle elever, om der er brug for det eller ej. Derfor mangedobler man den udgift, der normalt er ved, at nogle få ikke har råd til at betale.

Man kan jo bare tage på en billigere studietur, vil nogen sige. Ja, det kan man, men når vi nu har muligheden for at gøre en studietur unik, hvorfor så ikke blive ved med at have den mulighed, i stedet for gøre alle studieture ens?

Lad os derfor hellere have fokus på kollektivt at hjælpe hinanden med at komme på unikke og dannende studieture. I stedet for at 90 pct. af studieture fremover går til Hamborg eller Stockholm.

Derfor bliver det et nej tak herfra.