Kære Lars Løkke og andre, som synes, at vi skal føde lidt flere børn. Kunne I muligvis interessere jer for børns ve og vel, før de bliver til de skatteborgere, som skal løfte det demografiske træk? Børn er andet end fremtidige ressourcer, børn er små individer, som har behov, der skal tages seriøst.

Det fremstår useriøst at opfordre til, at vi får flere børn, men at man samtidig ikke forbedrer forholdene for børn eller forældrene. Der er utallige opråb fra fagpersoner på nærmest alle områder om, at der er akut behov for flere ressourcer samt en bedre struktur.