Jeg er kandidatstudende på Københavns Universitet, hvor jeg har læst i snart fire år, og jeg deler den frustration, som underviser Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen giver udtryk for i Berlingske 15. oktober. Jeg er også frustreret over manglende bidrag fra mine medstuderende, og at de studerende kun fokuserer på, hvordan man løser eksamensopgaven tilfredsstillende.
Jeg vil dog påstå, at de studerende brænder mindst lige så meget for at diskutere og fordybe sig i pensum, som den efterhånden metaltrætte underviser gør. Men lige meget hvor spændende undervisningens diskussioner er, kan de studerende ikke lade sig rive fuldstændig med. For den eksamen, der venter, er lige så unuanceret og indforstået for de studerende at løse, som den føles irrelevant og usexet for underviserne at tale om.