Storbritannien er ikke længere en stormagt – og når briterne opdager det, kommer de forhåbentlig krybende tilbage til EU

Til dem, der er lige så trætte af at høre om Brexit som om coronavirus, er der dårlige nyheder: Brexit-dramaet er kun lige begyndt.

»EU, mener han (Boris Johnson, red.), er en regional organisation. Når man læser præsident Bidens tale til konferencen, får man ikke samme indtryk. Tværtimod siger Biden, at USA vil arbejde tæt sammen med EU. Storbritannien nævnes ikke. Vi skal i Danmark vænne os til en ny virkelighed uden Storbritannien,« skriver Ulrik Federspiel. Hannah Mckay / AFP / Ritzau Scanpix

Mens Danmark siden Første Verdenskrig udenrigspolitisk orienterede sig mod Tyskland, fulgte vi efter Anden Verdenskrig i Storbritanniens europapolitiske fodspor. Briternes udenrigspolitik har traditionelt gået ud på, at ingen magt på kontinentet skulle kunne true Det forenede Kongerige (UK).

For at komme eventuelle europæiske planer om et militært samarbejde i forkøbet, foreslog briterne en alliance med USA. Det blev til NATO, og franske planer om et europæisk militært samarbejde kuldsejlede. For at komme et mere vidtgående politisk samarbejde i Europa i forkøbet foreslog Storbritannien Europarådet.