Støj, affald, vold, alkohol- og stofmisbrug kan ikke være et adelsmærke for en hovedstads centrum

Det må være muligt at beboere, myndigheder, kommunen og oplevelsesindustrien kan enes om at hovedstaden skal udvikles uden at indbyggernes leveforhold forringes.

»Det er helt misforstået at vi, og to af byens borgmestre, skulle have udtrykt ønsker om København som museumsby. Vi ønsker som alle andre muligheder for at nyde de dejlige dage, aftener og nætter sammen med venner og familie i en smuk by,« skriver Jens Christian Tjell. Asger Ladefoged

Det har længe været kendt, at vi beboerne i Københavns indre by, og især i Middelalderbyen, er grundigt trætte af de mange problemer, der hovedsagelig skyldes de meget store koncentrationer af barer og restauranter i centrum af Danmarks hovedstad.

Coronatidens nedlukninger har vist os beboere, at en tæt by kan være et sted, hvor det er værd at bo, og hvor fraflytningsplaner i hvert fald midlertidigt er sat i bero. De cirka 8.000 beboere i Middelalderbyen er normalt forsynet med over 400 bevillinger til restauranter og barer, hvor over halvdelen (omkring 240) har natåbent op til kl. 05 om morgenen. Andre bydele har meget færre, Valby har kun omkring 20. Det er naturligvis de få aggressive natbarer baseret på stor alkoholservering, restauranter med støjende udeservering, og den amokløbende gadefest natten igennem i centrum, der især forårsager lav livskvalitet for beboerne. Støj, affald, vold, alkohol- og stofmisbrug kan ikke være et adelsmærke for en hovedstads centrum.