Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Sorgcenter: Marie Høgh har brug for et faktatjek

Høgh er i sin gode ret til at mene, at der ikke skal bruges offentlige kroner på terapi til sørgende, men hun kan ikke med god ret påstå, at nogle efterladte ikke har brug for hjælp til sorgen.

»Fjerne sorgen er der ingen, der kan – eller skal. Sorg er et eksistensvilkår. Og heldigvis har cirka ni ud af ti efterladte naturlige sorgreaktioner,« skriver Preben Engelbrekt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Sognepræst Marie Høgh langer 8. januar ud efter Det Nationale Sorgcenter. Hun mener blandt andet, at vi gør sorg til en sygdom, fordi vi tilbyder gratis sorgterapi til en mindre gruppe efterladte, der udvikler komplicerede sorgreaktioner og får brug for professionel hjælp.

Høgh er i sin gode ret til at mene, at der ikke skal bruges offentlige kroner på terapi til sørgende, der udvikler komplicerede sorgreaktioner. Det er et kendt synspunkt hos Marie Høgh. Men jeg synes, at hun fordrejer sandheden.

Høgh skriver, at Det Nationale Sorgcenter har travlt. Det er sandt. Vi har travlt med at møde efterspørgslen efter støtte og behandling fra efterladte og efterspørgslen efter ny viden fra fagprofessionelle. Vi har derimod ikke – som sognepræsten antyder – travlt med at fabrikere tal, der kan skabe et eksistensgrundlag for Det Nationale Sorgcenter.

Ifølge Marie Høgh er det os selv, der vurderer, at 10-15 pct. af efterladte (ældre) får brug for professionel hjælp til sorgen. Det er korrekt, at 10-15 pct. af efterladte udvikler behandlingskrævende sorgreaktioner. De tal beror dog ikke på vores vurdering, men på forskere i ind- og udland, der ikke alene vurderer, men faktisk dokumenterer det i deres forskning. På den baggrund har WHO besluttet at gøre »vedvarende sorglidelse« til en diagnose fra 2022.

Preben Engelbrekt Fold sammen
Læs mere

Høgh hævder også, at Det Nationale Sorgcenter har »snøret« politikerne til at give en bevilling til centrets arbejde. Jeg ved ikke, om ordvalget alene er polemisk og drillende, eller om Høgh faktisk indikerer urent trav i forbindelse med den brede politiske beslutning om at støtte Det Nationale Sorgcenter. Det er under alle omstændigheder en grov anklage, som ikke underbygges.

Som præst møder Marie Høgh mange efterladte lige omkring et dødsfald, hvor det er helt naturligt, at sorgen og savnet fylder alt. Gennem 20 års klinisk arbejde med efterladte børn og unge og nu også hos ældre ser vi dagligt eksempler på, hvordan sorgen hos nogle efterladte ikke aftager, men ødelægger tilværelsen også på den lange bane. Vi ser dagligt, hvordan sorgterapi effektivt kan ændre sorgens karakter og rolle for de efterladte, så de fremover kan leve med deres sorg som en naturlig del af livet.

»Heldigvis har cirka ni ud af ti efterladte naturlige sorgreaktioner. Det betyder ikke, at der ikke findes metoder, der kan lindre sorgen for efterladte..«


Fjerne sorgen er der ingen, der kan – eller skal. Sorg er et eksistensvilkår. Heldigvis har cirka ni ud af ti efterladte naturlige sorgreaktioner. Det betyder ikke, at der ikke findes metoder, der kan lindre sorgen for efterladte, som rammes af komplicerede sorgreaktioner. Der, hvor sorgen ikke naturligt begynder at aftage eller forandre karakter over tid. Jeg vil opfordre Marie Høgh til at besøge os og møde nogle af de efterladte, der fik deres liv ødelagt af sorg og som fik effektiv hjælp gennem sorgterapi. Hun er velkommen.

Heldigvis er der stigende forståelse for behovet for mere viden om sorg blandt fagprofessionelle. Herunder også blandt Høghs egne præstekollegaer, som vi eksempelvis møder på vores Sorgrådgiveruddannelse og på vores konferencer. Det ville glæde mig meget at se Marie Høgh på deltagerlisten.