Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Søren Pind, din politiske helt var direkte ansvarlig for blodige massakrer

Søren Pind mener, at Ronald Reagan fortjener en statue i København, men det støder mig, at folk, der ser ser sig som demokrater, kan foreslå noget sådant.

»Sørens Pinds apologi over for Reagans forbrydelser giver mig et deja-vu tilbage til de venstreorienterede, der undlod at kritisere Sovjet-regimets forbrydelser i de samme år,« skriver Pelle Dragsted. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

Nej, der skal ikke rejses en statue for at hædre Ronald Reagan. Reagan var direkte medansvarlig for blodige forbrydelser i 80'ernes Syd- og Mellemamerika. I El Salvador støttede og trænede Reagans administration de dødspatruljer, der sammen med militæret tog livet af mellem 30.000 og 50.000 civile på få år. Et rent terrorregimente.

I Guatemala hjalp Reagan diktatoren Rios Montt, som i uhyrlige massakrer dræbte tusinder af landsbyboere – primært med indiansk baggrund. Han er senere blevet dømt for forbrydelser mod menneskeheden. I Irak forsynede Reagan Saddam Hussein med våben og træning på trods af den forfærdelige giftgasmassakre mod kurderne i Halabja. Og i Sydafrika støttede han apartheidregimets undertrykkelse. Det er blot en lille del af synderegistret.

Det støder mig ganske enkelt, at mennesker, der opfatter sig selv som demokrater, kan se Reagan som en helt eller ønske en statue af ham på en af Københavns pladser.

Søren Pind mener, at Reagan skal hædres, fordi hans hårde linje over for Sovjetunionen var med til at tvinge regimet i knæ. Der er blandt historikere forskellige holdninger til det spørgsmål. Men uanset om det er korrekt, kan det aldrig nogensinde retfærdiggøre de forbrydelser, som Reagan orkestrerede i USAs baggård.

Pelle Dragsted Fold sammen
Læs mere

Sørens Pinds apologi over for Reagans forbrydelser giver mig et deja-vu tilbage til de venstreorienterede, der undlod at kritisere Sovjet-regimets forbrydelser i de samme år. Det er en genspejling af den samme moralske blindgyde: Fordi vi står på den rigtige side i historien, lukker vi øjnene for de forbrydelser, som vennerne begår. Målet helliger midlet. Så skidt pyt med, at der blev dræbt titusinder af uskyldige mennesker.

For venstrefløjen førte afslutningen på den kolde krig til et dybt selvopgør. Det sidder dybt i os, at mange svigtede fatalt, når de lukkede øjnene for den undertrykkelse, der foregik i de påståede socialistiske lande.

Sejrherrerne i den kolde krig mangler til gengæld et selvopgør med de forbrydelser, som deres side begik.

Måske er det derfor, at det i denne tid stort set altid er venstrefløjen, der er mest principfast, når det gælder forsvaret for individuelle frihedsrettigheder og menneskerettigheder. Både når det gælder på hjemmebanen, og når det handler om international alliancepolitik.

Jeg tror, at Søren Pind og resten af højrefløjen ville have haft godt af at være gennem samme erkendelse som venstrefløjen: At man aldrig må lukke øjnene for undertrykkelse og forbrydelser – heller ikke når de begås af »vennerne«. Så ville man næppe have foreslået at hædre Reagan med en statue.