En ny lov træder i kraft 1. april, der gør det muligt at tvangsadoptere et barn, før det er født. Barnet kan således ved første åndedræt tages fra den mor, kommunen har dømt uegnet, og foræres til andre, der anses som mere værdige forældre. Båndet til det biologiske ophav bliver simpelthen klippet samtidigt med navlestrengen.
Politikerne har vedtaget den nye lov med de bedste intentioner om at passe på børnene. Men vejen til helvede er som bekendt ofte brolagt med den slags. Og som tidligere socialrådgiver i en familieafdeling ved jeg, at meget kan lykkes, når der bliver givet støtte til disse sårbare mødre. Derfor var en tvangsanbringelse altid sidste værktøj i redskabskassen. Og tvangsadoption var overhovedet ikke del af mit og mine kollegaers vokabularium. I hvert fald ikke i Høje-Taastrup, hvor jeg var ansat. For dem, der bemander den kommunale lommeregner, anså de ofte dyre foranstaltninger, som tilstrækkeligt rentable på den lange bane. Det var således godt for både barn og kommunekasse på sigt.
