Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Social retfærdighed skal fylde mere i den grønne omstilling

Med infrastrukturprojekter som energiøerne får vi ikke nødvendigvis en socialt retfærdig, grøn omstilling. Medejerskab, involvering, vidensdeling, regulering og bred værdiskabelse er derfor vigtige emner, der burde få mere opmærksomhed i Folketinget og i medierne.

»Positivt er, at store projekter betyder store investeringer i omstillingen. Samtidig er det et problem, hvis kun enkelte, store spillere former Danmarks grønne omstilling,« skriver Jonathan Ries. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Energiøer, nye gasledninger til Lolland og Falster, liberalisering af affaldsforbrænding. Regeringen holder sig ikke tilbage med storslåede prestigeprojekter. Mens forventningerne til fremtidige CO2-besparelser næsten hver uge når nye højder, er det uklart, hvem der langsigtet får økonomisk gavn af regeringens grønne projekter. Vi har ikke kun brug for en hurtig, grøn omstilling. Den skal også være socialt retfærdig.

Hvis vi tager vindmøller som eksempel, så bygges et flertal af vindmølleprojekter nu af investorer, som er mere interesserede i afkast end integrering af vindmøller i nabo- og landskabet. Vindmøller var i starten tænkt som et led i en decentral energiproduktion, hvor både strømproduktion og afkast skulle være til gavn for den lokale befolkning. I stedet for at engagere borgere lokalt, planlægger regeringen nu energiøer i Nord- og Østersøen. En samling af hundredvis af vindmøller på vandet langt fra klagende naboer; men med en voldsomt centraliseret elforsyning.

Det kræver flere vindmøller og solceller at omstille fra fossile brændsler til vedvarende energi. Derfor er der gode argumenter for energiøerne. Men mens regeringen planlægger en af Danmarks største infrastrukturinvesteringer, fylder fremtidens velstandsfordeling forholdsvis lidt. Hvem får en økonomisk gevinst af energiøerne? Hvordan bliver profitten fordelt?

Private investorer

Som det ser ud nu, bliver det i høj grad private investorer, der kommer til at stå for vindmøllerne i Nord- og Østersøen. Flere pensionsselskaber har meldt sig på banen som centrale investorer. Det er positivt, da vores pensionsopsparinger dermed bidrager til grønne investeringer.

Udfordringen er, at afkastet fordeles proportionelt. Som eksempel bliver sygeplejerskens og direktørens pensionsopsparing investereret i de nye energiøer. Hvis projektet giver fem procent afkast, får begge fem procent på deres investerede beløb. Men da man må forvente, at sygeplejerskens opsparing i absolutte tal er langt mindre end direktørens, får direktøren i absolutte tal mere.

Mens de store infrastrukturprojekter i det 20. århundrede i høj grad var offentligt finansierede og ejede, bliver fremtidens infrastrukturprojekter i høj grad privatfinansieret. Det er ikke et problem i sig selv. De private investorer overtager for eksempel en del af risikoen. Men uden den rigtige, politiske styring kan det øge uligheden, som det ovenstående eksempel viser.

Desuden kan store infrastrukturprojekter blive et demokratisk problem. På grund af størrelsen og kompleksiteten er projekterne forbeholdt de store investorer og virksomheder. Positivt er, at store projekter betyder store investeringer i omstillingen. Samtidig er det et problem, hvis kun enkelte, store spillere former Danmarks grønne omstilling. Projekter kan blive forsinkede eller mislykkes. De store virksomheder kan forhale eller modsætte sig afgørende ændringer i deres forretningsmodeller eller investeringer. Beslutninger om projekternes drift og profit bliver koncentreret på få hænder. I forbindelse med energiøerne kan man forestille sig, at staten stiller garantier i forhold til lån og strømaftagning. Hvis projektet mislykkes, betaler hele hr. og fru Danmark; men hvis der bliver overskud, så tilfalder det investorerne.

Nye organisationsformer

Den enkelte borger og de mindre projekter bør derfor få mere politisk opmærksomhed som afgørende medspillere i den grønne omstilling. Ud fra en risikobetragtning, ud fra et demokratisk medejerskabsprincip og med ønske om en bredere fordeling af værdiskabelse fremover.

I forhold til fremtidens velstandsfordeling ser det ud til, at man fra politisk side favoriserer private storinvestorer i stedet for staten, kommuner, lokale borgere eller medarbejdere som ejere af store infrastrukturprojekter, selvom en blanding af ejerskabsformer og dermed bredere profitfordeling formentlig vil være til større (økonomisk) gavn for den brede befolkning. Regeringen burde altså i højere grad end i dag støtte nye organisationsformer med ejerskab til for eksempel lokale borgere og/eller medarbejdere.

Med infrastrukturprojekter som energiøerne får vi ikke nødvendigvis en socialt retfærdig, grøn omstilling. Medejerskab, involvering, vidensdeling, regulering og bred værdiskabelse er derfor vigtige emner, der burde få mere opmærksomhed i Folketinget og i medierne.

Jonathan Ries er formand for miljøorganisationen VedvarendeEnergi