Alt for mange børn må leve alt for længe med traumatiske oplevelser hjemme i familien, mens forældrenes komplekse skilsmissesag med børn involveret (børnesager) sagsbehandles i Familieretshuset. Det giver jo ingen mening med en sagsbehandlingstid på op mod halvandet år, når sagen alligevel ikke kan afgøres der.
Tænketanken Justitia har netop offentliggjort en analyse om de store problemer og lange ventetider i Familieretshuset. En god og veldokumenteret rapport, som gør ondt at læse, fordi sagsbehandlingen trækker ud og skaber store problemer for børnene og forældrene. Meget kunne være anderledes.