Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Københavns Kommune forsøger lige nu at få gennemført en lov, som vil fjerne beskyttelsen af stejlepladsen i Københavns Sydhavn. Stejlepladsen og den nærliggende fiskerihavn er et stykke Olsen-banden-miljø med en helt særlig sjæl – et fascinerende sted for dem, der har oplevet det.
Kommunen vil sælge pladsen som led i metrobyggeriet, efter at de oprindelige byggeplaner på Amager faldt til jorden sidste år. Kommunen har derfor set sig om efter andre salgsobjekter, og her er pilen landet på stejlepladsen, en plads med stor rekreativ værdi for områdets nuværende og ikke mindst kommende beboere (der er adskillige byggeplaner for nærområdet), men altså også en fredet plet, som tillige er beskyttet af Natura 2000.
Overborgmesteren og et flertal i Københavns Borgerrepræsentation er da også klar over, at de ikke har en chance for at få Fredningsnævnets dispensation til at gennemføre planerne – fredningsloven er netop sat i verden for at beskytte unikke naturområder mod kommuners og private aktørers kortsigtede planer. Derfor forsøger de nu at fjerne beskyttelsen gennem en folketingsbeslutning. Det skal ske i en rasende fart inden et folketingsvalg. Og på forunderlig vis ser det ud til, at Folketinget er klar til at bistå kommunens folk, i hvert fald har Transport-, Bygnings- og Boligministeriet i hast forfattet et lovforslag, som vil fjerne naturbeskyttelsen 1.4.2019.
Det groteske i sagen er, at kommunen så sent som i 2015 i Kommuneplanen i smukke vendinger fremhævede områdets unikke, værdifulde og bevaringsværdige karakter. Men den karakter er bl.a. SF, Socialdemokratiet og de Radikale altså nu klar til at bulldoze hen over, formentlig fordi netop denne plads ved vandet kan indbringe flere penge end andre mere oplagte, men mindre attraktive steder. Kommunen råder f.eks. over ikke-fredede arealer, som støder direkte op til stejlepladsen, men som ikke ligger helt ud til vandet. Men det handler om penge, flere penge, og så må naturen vige.
Politikerleden vil få endnu et nøk, hvis Folketinget – med Danmarks grønne parti, Venstre, i spidsen – rent faktisk vedtager at fjerne fredningen. I den forbindelse kan man spørge sig selv: Hvorfor skulle en borgerlig regering hjælpe en socialdemokratisk overborgmester med at slippe af med en irriterende fredning? Er der lavet en noget-for-noget aftale mellem kommunens spidser og ledende politikere i Folketinget? Vil andre kommuner, hvis de også ønsker at bygge på fredet areal, få samme velvillige behandling?
Der er høringsfrist for lovforslaget 6. januar og alle, der bekymrer sig om fredninger og urbane åndehuller, opfordres til at protestere nu. Høringssvar kan indsendes på Hoeringsportalen.dk. Forslaget hedder »Forslag til Lov om ændring af lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S«. Man kan også støtte modstanden ved at melde sig ind i Facebook-gruppen Fiskerhavnens Venner. Eller man kan gå en tur på stejlepladsen og opleve stedets særlige sjæl.