Landets kommuner ejer en lang række offentlige selskaber, der servicerer kommunens borgere på forskellige måder. Det er indenfor områder som for eksempel forsyning, affald og miljø. Fælles for dem er, at de alle har deres egne bestyrelser, hvoraf en del af pladserne er politisk udpeget. Og at de pladser sjældent besættes med udgangspunkt i de enkelte medlemmers kvalifikationer.
De bliver derimod ofte besat af kommunalpolitikere eller mennesker med tilknytning til politikernes bagland i partiorganisationerne. Læg dertil, at de stort set altid er en del af det politiske spil, der foregår, når byrådet skal konstituere sig efter et nyvalg.



