Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Skal vi lege Paludan? - når Stram Kurs kommer til skolegården

Jeg blev chokeret over at opdage, at mine skoleelever legede Paludan - en leg, hvor politiet skal fange Paludan, mens muslimerne skal dræbe ham og hans venner skal dræbe politi og muslimer.

Foto: Mads Claus Rasmussen

»Skal vi lege Paludan?« lød det højt og begejstret gennem skolegården forleden, da jeg begyndte min gårdvagtstjans. Jeg blev helt paf, da jeg opdagede, at det var en 4. klassespige, som råbte det til sine klassekammerater. Så blev jeg nysgerrig, for hvad i alverden gik legen Paludan ud på?

Hun og klassekammeraterne stimlede sammen om mig for at fortælle: Legen går i sin enkelhed ud på, at én klassekammerat er Paludan. En gruppe er så politiet, der skal fange Paludan, mens en anden gruppe er muslimer, som skal dræbe Paludan. Den sidste gruppe er Paludans venner, som skal beskytte ham og dræbe politiet og muslimerne.

Anders Thorsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Anders Thorsen.

Man kan vel sige, at Paludan er en slags krigsleg eller fangeleg, som børn så ofte leger. Alligevel chokerede det mig, at en gruppe så unge børn overhovedet kender Rasmus Paludan. De er kun ni-ti år! Jeg tvivler stærkt på, at de kender navnet på statsministeren i Danmark eller ved, hvem der er formand for Socialdemokratiet. Men Rasmus Paludan? Ham kender de, og deres leg viser, at de ved, hvad hans politik grundlæggende handler om: Splittelse mellem muslimer og ikke-muslimer. Konflikt. Konfrontation. Kaos.

Til daglig underviser jeg i skolens ældste klasser, og de har kendt Paludan de sidste par år. Under det landsdækkende skolevalg for 8. til 10. klasse i januar sendte han da også glædeligt klistermærker med sine budskaber til skoleelever landet rundt, der syntes, at det var sjovt at hænge dem op på deres skoler. Deriblandt var nogle af mine elever.

Budskaberne var blandt andet: »Fremmede fjender!!! UD!« og »De skal ikke integreres! De skal ikke assimileres! DE SKAL UD«. I øvrigt lavede otte elever på min skole en ekstra boks på deres stemmeseddel for at stemme på Stram Kurs. Præcist som Paludan ønskede.

Rasmus Paludan har ret til at ytre sine holdninger og til at stille op til folketingsvalget. Det kunne jeg ikke drømme om at anfægte. Tværtimod mener jeg, at det er godt, at holdningerne kommer ud i det åbne, så vi kan møde hans ekstreme synspunkter med argumenter. Men jeg mener også, at han burde holde sig for god til at bruge børn til at skabe sin berømmelse. For det er det, han helt bevidst har gjort! Hold dem dog for pokker uden for og lad os diskutere voksen til voksen. Eller i det mindste vente til at børnene bliver gamle nok til at stille de kritiske spørgsmål.

I kølvandet på sin succesfulde youtubekarierre er det lykkedes Paludan at gøre det til en naturlig ting, at der kan være had og splittelse mellem befolkningsgrupper. At det er naturligt at kalde andre for affald og pædofile samfundstabere. At det er naturligt at vi er dem og os. Så naturligt, at børn nu bruger det som en leg.

Vi kan ikke tie Paludan ihjel

Nu står vi voksne - forældre, lærere og pædagoger - med et alvorligt problem. Hvordan i alverden tackler vi Rasmus Paludans hadefulde retorik, der sniger sig ind på vores børn? Skal det ties ihjel, fordi hans projekt lever af modstand? I lang tid var min holdning, at det nok var bedst at holde mund, og jeg ved, at mange lærere tænker sådan. Problemet er bare, at det er for sent. Alle kender ham allerede, og 4. klassernes leg viser, at retorikken har forplantet sig hos børnene.

I folkeskolens formålsparagraf står der: »Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.«

Min tavshedsstrategi har altså været forkert. Hvis vi i skolen skal leve op til, at vores virke skal været præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati, har vi i skolen en særlig forpligtelse til ikke at tie Paludan ihjel. Han forsøger jo netop at præge børn til det modsatte af åndsfrihed og ligeværd.

Derfor skal vi tale med vores elever om, hvad de oplever, hvad de leger og hvilke klistermærker, de hænger op. Naturligvis har forældrene det største ansvar, men med folkeskolens formålsparagraf i baghovedet kan vi i skolen ikke se passivt til, mens Paludanismen bider sig fast i landets skolegårde.

Vi skal ikke skælde dem ud for at se hans videoer, lege Paludan eller bestille hans klistermærker, men vi skal turde at udfordre dem og spørge, hvad de mener er okay at sige om andre. Samtalen er vores eneste redskab, så det skal vi ikke være bange for at bruge nu. Tværtimod.

For hvis vi tier og intet gør, hvordan skal vi så forvente, at børn i fremtiden ikke mere vil lege Paludan?