SF vil forbyde børn at være på sociale medier, De Konservative vil forbyde energidrikke til børn, et flertal i Københavns Borgerrepræsentation vil forbyde udeservering, Dansk Folkeparti vil forbyde internet og computere til skriftlige eksamener, Kræftens Bekæmpelse ønsker forbud mod cigaretfiltre, Sundhedsstyrelsen vil forbyde alkohol til fester, og statsministeren vil forbyde telefoner i skolerne. Det er bare nogle af de mange forbud, der er blevet foreslået den seneste måned, og vi har slet ikke nævnt alt det, der er foreslået tidligere eller allerede er forbudt.

Når man hører alt det, kan man ikke tænke på andet end linjen fra Tom & Jess' kendte sang »Fy, Fy, Skamme, Skamme«: »Men hvad må vi så?«. For hvad må vi egentlig i et samfund, hvor alt skal forbydes? Fælles for mange af forslagene er også, at de især er målrettet til at gå ud over unge. Gang på gang skal vi opleve at blive umyndiggjort og få at vide, at nogen ved bedre end os. Gang på gang skal vi begrænses, og alt, der er sjovt eller gør livet lettere, skal tages fra os.