Sikandar Siddique har mistet tilliden til sine kolleger i Folketinget: Nu vil han have canadisk løsning

Vi kan ikke længere have tillid til, at det politiske system overhovedet har interesse i at løse minoritetsborgeres problemer. Jeg ville ønske, at jeg kunne have større tillid til mine kolleger på Christiansborg. Men ghettoloven, særloven, burkaloven og mindst to årtier med konstant udskamning af alle dem, der ikke ligner majoriteten, gør det umuligt.

»Faktisk er jeg ret sikker på, at der sidder alt for mange både unge og gamle minoritetsborgere ude i de danske stuer, som heller ikke længere tror på, at systemet vil dem noget godt. En uafhængig antihadkommissær kan være første skridt på vejen til at genopbygge den tillid,« skriver Sikandar Siddique. Asger Ladefoged

Hadforbrydelser og racisme er et alt for stort problem i vores samfund. Undersøgelse på undersøgelse viser, hvordan minoritetsborgere bliver udsat for tilråb på gaden, folk med muslimsk-klingende navne skal sende langt flere jobansøgninger, politiet sigter minoritetsborgere i meget højere grad uden, at det ender i dom, og op mod 5.000 personer hvert år bliver udsat for vold på grund af deres hudfarve, seksualitet eller religion.

Det er uacceptabelt i et moderne, demokratisk samfund som det danske, og der er behov for en massiv og målrettet indsats for at komme hadet til livs. Derfor ønsker vi i Frie Grønne en egentlig antihadkommissær, som skal rapportere direkte til Folketinget.